Det er ikke smart, at store grupper i samfundet som folkepensionister og andre på overførselsordninger lades tilbage med reel tilbagegang i deres økonomiske formåen.
fra LO Faglige Seniorer
LO Faglige Seniorer har noteret sig, at den kommende skattereform skal være fuldt finansieret, socialt afbalanceret og gøre det attraktivt at arbejde.
Det havde vi naturligvis også forventet af en regering med en sammensætning, hvor S og SF trækker et stort læs.
Det er derfor godt, at regeringen har øje for, at det er de mange lønmodtagere, som fysisk dag for dag og gennem mange arbejdsår på arbejdsmarkedet opretholder Danmark, som skal tilgodeses ved den kommende skattereform.
Vi er dog meget irriterede over, at regeringen har valgt ikke at rulle de store skattelettelser tilbage, som den borgerlige regering har vedtaget, og som blot er stillet i bero en tid.
Det er svært at se det rimelige i, at de bedre stillede skal have lov til at beholde denne skattelettelse. Den bliver jo i realiteten betalt af de grupper i samfundet, som ikke får andel i de kommende skattelettelser.
Tænk i andre baner
Problemet med at sikre en skattereform, der er solidarisk og social afbalanceret er, at det bliver nødvendigt at tænke i andre baner end blot skattelettelser – selv om den senest foreslåede er velbegrundet med ønsket om, at det skal gøres mere attraktivt at arbejde.
Et mål, som er fremsat igen og igen af de borgerlige partier, da de valgte at give milliarder i skattelettelser til de velbeslåede.
Det er nødvendigt at tænke solidarisk og socialt afbalanceret, hvis regeringen skal gennemføre en skattereform, der vil ændre på samfundet og ikke bare køre i samme spor som sine forgængere.
Det er jo ikke særlig smart, at store grupper i samfundet som for eksempel folkepensionister og andre på overførselsordninger lades tilbage med ikke alene nulvækst i økonomien, men med reel tilbagegang i deres økonomiske formåen.
LO Faglige Seniorer går derfor ud fra, at når der kommer forslag om en skattereform i løbet af foråret, så vil den blive kædet sammen med planer om, at de svage grupper – og herunder hører et meget stort antal folkepensionister desværre stadig til i de næste 25-30 år – gives en sikkerhed for, at de ikke hægtes af den økonomiske udvikling.
For at finansiere de foreslåede skattelettelser – som stadig skal flyde til de velbeslåede – har skatteministeren efterlyst ideer til nye indtægtsmuligheder.
LO Faglige Seniorer vil godt hjælpe til her.
Forslag til finansieringen
Hvad med for eksempel at se på boligskatten, ældrechecken, muligheder for at arbejde (hvis man har lyst til det og kan også efter det 65 år), erhvervslivets milliard-tilskud, forsvarets enorme forbrug af penge, milliardærernes indtægter, bedre kontrol med sort arbejde – og meget andet, som blev nævnt under den seneste valgkamp?
Hvis regeringen vil leve op til de udtrykte mål for en skattereform, så skal posen nok rystes en del gange, før et acceptabelt resultat, som størstedelen af befolkningen kan synes er rimeligt, kan nås.
Men vi sætter vores lid til, at det sker, og at det ikke bliver den økonomisk svage del af befolkningen, som skal holde for igen, som den har gjort det de seneste ti år under de borgerlige regeringer.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278