Demokratiske reformer skal sikre, at de enkelte institutioner, deres undervisere, elever og lokale ledelser har umiddelbar indflydelse på planlægning og egen dagligdag.

Under den tidligere regering blev der aktioneret og demonstreret for flere lære- og praktikpladser i byggeriet - som her hvor LO-formand Harald Børsting talte ved en aktion. Nu er der kommet en ny regering, og den må gøre noget, kræver deltagerne i »Kan det virkelig passe«’s konference.

Martin Mounzer

fra »Kan det virkelig passe-konference«

Dannelsen af en ny regering i efteråret 2011 giver håb om, at ti års forsømmelse, mishandling og skævvridning af det danske uddannelsessystem kan rettes op.

Men det kræver politisk mod og handlekraft at udvikle nye, nødvendige visioner for et uddannelsessystem, der imødekommer behovet for at udvikle et socialt, demokratisk og grønt samfund.

Den økonomiske medvind for beskæftigelse, erhvervsliv og statsfinanser i midten af 00’erne åbnede mulighed for en massiv satsning på den uddannelse, som al snusfornuft og alle prognoser forudsiger som nødvendig.

Men den borgerlige regering valgte i stedet at satse på skattelettelser, besparelser, bureaukratiseringer og afmontering af demokratiet i uddannelsessystemet.

Nu må det nye flertal rydde op og skabe nye muligheder for udvikling af en veluddannet befolkning i et mere menneskeligt og økologisk bæredygtigt samfund.

Målsætningen

Målsætningen må være at skabe mulighed for, at alle kan få en kompetencegivende uddannelse og en faglig identitet, der kan bruges som grundlag for et meningsfyldt arbejdsliv og som demokratisk deltager i samfundet.

Uddannelserne skal derfor ikke kun kvalificere til erhvervskompetencer, men også give indsigt, viden og redskaber til kreativ medudvikling af eget liv og samfund.

Demokratisering

Derfor må uddannelsesin—stitutionerne demokratiseres og gøres så dynamiske og innovative, at de ikke kun imødekommer stivnede, ydre planlægningsbehov, men også stimulerer de uddannelsessøgende til medudvikling af egen uddannelse.

For uden engagement og indflydelse bliver viden passiv og ubrugelig. Selv om alle kan lære noget, lærer ingen noget gennem tvang.

Umiddelbart må der tilføres flere ressourcer til erhvervsskoler, professionsuddannelser og institutioner til efter- og videreuddannelser af både udlærte, ufaglærte og arbejdsløse.

Erhvervsskolerne skal have et økonomisk løft, der kan sikre tilstrækkelige tekniske hjælpemidler til undervisningen, og videreudvikling af undervisningsformer, der kan dæmme op for det omfattende frafald.

Sikring af praktikpladser gennem forpligtelser over for arbejdsgivere er ligeledes centralt.

Professionsuddannelserne skal fastholdes som institutioner, hvor teoretisk undervisning fastholdes i vekselvirkning med praktik ude i de erhverv, som der uddannes til.

Der er desuden behov for demokratiske reformer, der sikrer, at uddannelsesplanlægning bliver udlagt til de enkelte institutioner, så undervisere, elever og lokale ledelser har umiddelbar indflydelse på egen dagligdag.

Taksameterordningerne må afskaffes, da de er direkte underminerende for det faglige indhold i uddannelserne.

Alle arbejdende og arbejdsløse skal desuden sikres ret til uddannelse. Ansatte derved, at de sikres ret til efter- og videreuddannelse i overenskomsterne. Arbejdsløse gennem ret til uddannelse – også kompetencegivende – fra dag ét som arbejdsløs.

Sådan en uddannelsespolitik kunne bidrage stærkt til et mere lige samfund, hvor uddannelsesinstitutionerne ikke forstærker sociale skævheder.

Det vil kunne sikre et uddannelsessystem, der er så dynamisk, at det kan efterkomme de stadigt forandrede kvalifikationsbehov, som samfundet har behov for i disse år.

Vedtaget af 60 tillidsfolk og faglige repræsentanter på »Kan det virkelig passe«-konference i Odense den 24. januar.