30 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fascismen er igen på færde

Fascismen er igen på færde

Fredag, 16. september, 2011, 11:02:10

I demokratiets navn sættes demokratiet ud af kraft, og grundlaget for en politistat er lagt med terrorlovgivning efter amerikansk forbillede.

Stine Gry Jonassen og Tannie Nyboe blev årets modtagere af FredsGrisen, hvormed der fulgte 6000 kroner. De blev af statsmagten stillet til ansvar for en hel bevægelses. Begge skal i fængsel for at være talspersoner for et folkeligt topmøde ved Bella Centeret under klimatopmødet i 2009.
Mette Kramer Kristensen

fra Fredsfestival 2011, København

I de seneste år er der sket en omfattende begrænsning af de demokratiske rettigheder i Danmark:

Terrorlovgivning med lømmelpakke og klima­fængsel, nedsat kriminel lavalder til 14 år, isolationsfængsel og kriminalisering af solidaritet med befrielsesbevægelser og fremmedfjendtlig lovgivning.

Danmark har tilsluttet sig »Bush-doktrinen«, som er i strid med al international lov, og Danmark har deltaget i USA-ledede, »forebyggende« angrebskrige om ressourcernes fordeling gennem 10 år.

Samfundet er på vej mod højre, i Danmark og i resten af Europa: Fascismen er igen på færde, og den viser sig mange steder, på de bonede gulve i Pentagon, NATO og EU, og i regeringskontorerne på Christiansborg.

Angrebet på World Trade Center i New York blev benzinen på bålet, der kunne opflamme frygten for terror og legitimere invasioner og krige mod Afghanistan, Irak og Libyen. Ideologien om civilisationernes kamp og muslimers påståede mål om verdensherredømme fik kronede dage.

Muslimhetzen kunne sætte navn på fjenden, men blev også årsag til en blodig massakre på Utøya. I demokratiets navn sættes demokratiet ud af kraft, og grundlaget for en politistat er lagt med terrorlovgivning efter amerikansk forbillede.

Fredelige forsamlinger, der forlanger menneskehedens vitale interesser sat på dagsordenen – en verden til at leve i, en verden uden krige, arbejde og et sted at være, retten til selvbestemmelse – de angribes af svært bevæbnet politi og anklages for terrorisme.

Danmark må bekæmpe racisme og nazisme

Den danske regering udleverer mennesker til forfølgelse og tortur, hemmeligholder beviser, straffer, indespærrer og mistænkeliggør ikke alene kriminelle, men også politiske modstandere, uønskede politiske flygtninge og religiøse og etniske minoriteter.

Det er nødvendigt at modstanden mod fascismen i alle dens former styrkes og samles.

Danmark må aktivt bekæmpe racisme og nazisme, samt ideologien om civilisationernes kamp, reaktionære ekstremister baner vejen for fascisme og nazisme. Det er en fare, der må tages alvorligt.

Terrorlovgivningen må trækkes tilbage. Domme uden beviser, politiets selvkontrol, ukontrolleret overvågning, hemmelige vidner og anklager uden dokumentation hører ingen steder hjemme i en retsstat. Den anklagede må behandles som uskyldig til andet er bevist. Fængsling af børn og lange isolationsfængslinger må ophøre.

Afskaf terrorlister

Terrorlisterne skal afskaffes. Genève-erklæringen fra 1987 om terrorisme giver ret til at støtte frihedsbevægelser og FN’s Generalforsamling har anerkendt, at folk, der kæmper mod koloniherredømme, fremmed besættelse eller racistiske regimer i udøvelsen af deres ret til selvbestemmelse, har ret til at bruge magt indenfor rammerne af international humanitær lov.

Racismen i behandlingen af indvandrere og flygtninge må afskaffes. Afgørelser fra udlændingeservice skal kunne ankes. Asyllejrene lukkes op. Danskere skal frit kunne vælge ægtefæller og bo i Danmark. Familier skal have ret til at bo sammen. Udvisninger må ophøre.

Vi opfordrer medier, presse, journalister, debattører, forfattere, fredsgrupper og demokratiske danske politikere til at være opmærksomme på og afsløre den farlige fascistoide retorik i dagligdagen.

Når uret bliver ret - bliver modstand en pligt!

Vedtaget på debatmødet Modstand mod Krig og Fascisme på Fredsfestival 2011, den 10. september 2011 i København SV.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


16. sep. 2011 - 11:02   30. aug. 2012 - 22:08

Udtalelser