Det er stærkt bekymrende at opleve, at disse fem personer efter alt at dømme ikke har fået den retsbeskyttelse, som de har ret til i henhold til internationale normer og USA’s egen lovgivning.
fra Dansk-Cubansk Forening
Hvor meget skal der egentlig til, før danske medier begynder af skrive om nutidens største justitsmord – fængslingen på livstid af fem fredelige, cubanske antiterrorister i USA?
Kun en ærlig og hurtig nyhedsformidling om sagen kan fjerne mistanken om, at de store danske medier har bøjet sig for politisk pres i en betændt sag, der udstiller USA’s dobbeltmoral i krigen mod terror.
Kun folkeligt pres kan sikre de fem frihed og retfærdighed. Derfor opfordrer Dansk-Cubansk Forening alle til at skrive under på den internationale appel »En million underskrifter for de fem«.
Internationale protester mod USA’s fængsling af de fem cubanske antiterrorister tager til op til årsdagen for fængslingen af de fem den 12. september 1998 – altså for 13 år siden.
»Jeg mener, at indespærringen af de fem cubanere er meningsløs … Jeg håber, at de i nær fremtid kan blive løsladt og vende hjem«, siger USA’s tidligere præsident Jimmy Carter.
Den tidligere leder af USA’s interessekontor i Havanna, Wayne Smith, kritiserer også fængslingen af de fem:
»... der var håb om, at når Bush var ude, og Obama blev præsident, så ville han opfordre Højesteret til at foretage en høring i sagen, hvorefter hele sagen ville blive kasseret.
Men til vores store skuffelse har Obamas justitsminister insisteret på, at Højesteret ikke skal behandle sagen, så derfor står sagen uændret, og de fem sidder stadig uretfærdigt fængslet.«
EU-parlamentarikere
I EU-Parlamentet har ME’ere flere gange skrevet under på appeller om retfærdighed for de fem cubanere. Danske underskrivere har blandt andre været Søren Søndergaard, Margrethe Auken og Britta Thomsen. Senest har 30 MEP’er skrevet til Obama og opfordret ham til at bruge sin særlige præsidentielle magt til at benåde de fem cubanere.
MEP’erne henviser til en international kampagne til støtte for de fem cubanere, som blandt mange andre 10 Nobelprisvindere har skrevet under på.
Også i Danmark har talrige organisationer og enkeltpersoner i over 10 år protesteret mod justitsmordet på de fem cubanere i USA. Blandt dem er advokat Christian Harlang:
»Det er stærkt bekymrende at opleve, at disse fem personer efter alt at dømme ikke har fået den retsbeskyttelse, som de har ret til i henhold til internationale normer og USA’s egen lovgivning,« siger Harlang.
De fem cubanere, René González, Gerardo Hernández, Ramón Labanino, Fernándo González og António Guerrero blev i 1998 arresteret og anklaget for konspiration imod USA’s sikkerhed.
Det blev der ikke ført bevis for ved domstolen i Miami. Tværtimod erklærede det ene vidne efter det andet, at de fem aldrig havde foretaget sig noget, der truede USA’s sikkerhed.
Alligevel dømte en jury dem skyldige, og en dommer udmålte vanvittige fængselsstraffe på mellem to gange livstid og 15 år bag tremmer.
De fem har erklæret, at deres arbejde i Miami alene handlede om at overvåge eksilcubanske terrorgrupper og advare Cuba om forstående angreb.
Konklusionen er, at det USA, der fører krig på krig for at bekæmpe terror, hjemme i USA fængsler personer, der med fredelige midler bekæmper terrorisme.
Skriv under – nu
Denne dobbeltmoral og dette justitsmord skal ophøre, så derfor indsamler aktivister i hele Europa lige nu underskrifter på en appel til præsident Obama.
Målet er en million underskrifter inden den 12. september. Man kan skrive under på nettet: www.cubavenner.dk
Dansk-Cubansk Fore-nings hovedbestyrelse opfordrer alle til at skrive under på appellen straks.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278