23 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Fagbevægelsen i Storkøbenhavn hilser valget velkommen

Fagbevægelsen i Storkøbenhavn hilser valget velkommen

Onsdag, 07. september, 2011, 11:01:42

Vi har brug for et flertal, der vil fastholde den nuværende aftale om efterløn og pension og skabe forbedringer af dagpengene.

Forretningsudvalget i LO Storkøbenhavn anbefaler at stemme på en kandidat fra Socialdemokraterne, SF eller Enhedslisten. Her er det fotografen Jacob Holdt, der hjælper Yildiz Akdogan med valgplakater.
Steen Flemming Jørgensen

fra Forretningsudvalget i LO Storkøbenhavn 

Igennem de seneste 10 år, har vi haft en lønmodtagerfjendtlig politik i Danmark.

Den økonomiske krise er gået ud over danske lønmodtagere og de dårligst stillede borgere. Efterløn og pension er blevet forringet og dagpenge­perioden er blevet halveret. Samtidig har tusinder af lønmodtagere mistet deres job, og 10.000 unge kan ikke få en praktikplads. 

Fattigdommen er steget i det danske samfund, medens grådigheden har vist sit værste ansigt. Ved dette valg, må vi gøre op med grådighedens årti.  Vi ønsker mere lighed, vækst og velfærd. 

Derfor anbefaler fagbevægelsen i Storkøbenhavn sine medlemmer at stemme på en ny og rød regering under socialdemokratisk ledelse, der vil et bredt samarbejdende folkestyre.

• Vi har brug for en regering, som vil gennemføre en social retfærdig fordelingspolitik.

• Vi har brug for et flertal, der vil fastholde den nuværende aftale om efterløn og pension og skabe forbedringer af dagpengene.

• Vi har brug for en regering, der vil bekæmpe fattigdom ved afskaffelse af kontanthjælpsloftet, starthjælpen og 450 timers reglen.

• Vi har brug for en regering, der vil sætte gang i beskæftigelsen ved at skabe nye job, blandt andet ved klimarenovering og andre grønne job.

• Vi har brug for en regering, der vil ændre den fremmedfjendtlige udlændingepolitik og sætte Dansk Folkeparti uden for indflydelse.

• Vi har brug for en regering, der afskaffer det helt unødige bureaukrati i den offentlige sektor. 

• Vi har brug for en regering, der tør satse på uddannelse og forskning.

Fagbevægelsen er godt klar over, at den økonomiske krise sætter grænser for hvor hurtigt, det hele kan rettes op, men Fagbevægelsen vil påtage sig sit ansvar for, at vi kommer ud af krisen.

Vi vil anbefale vores medlemmer at stemme på kandidater fra: Socialdemokraterne, SF eller Enhedslisten. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


07. sep. 2011 - 11:01   30. aug. 2012 - 22:08

Udtalelser