31 Jan 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

225 tillidsfolk løfter pegefingeren

225 tillidsfolk løfter pegefingeren

Fredag, 03. juni, 2011, 10:50:20

Vi kræver, at en kommende regering retter op på skævhederne. Dagpengereglerne skal rulles tilbage. Samtidig skal en kommende rød regering sætte gang i en udvikling, hvor der skabes flere ordinære job. Vi opfordrer regeringen til at gå på efterløn – mens tid er.

Risikoen for dødsulykker er fortsat højere i Danmark end i Norge, Finland og Sverige. På byggepladserne var antallet af alvorlige ulykker i 2010 det højeste i seks år. Rekorden står i stærk kontrast til den lave beskæftigelse, hedder det i henvendelsen til politikerne.
Bille
Åbent brev

Til regeringen og Folketinget

225 tillidsrepræsentanter forsamlet til bygningsarbejdernes årlige landsbranchemøde i Odense i dagene 28.- 29. maj 2011 udtaler:

Regeringen, Dansk folkeparti og de radikales 2020-plan betyder, at mange nedslidte bygningsarbejdere mister retten til efterløn og dermed en værdig afgang fra arbejdsmarkedet.

Med den såkaldte »genopretningsplan« har regeringen og Dansk Folkeparti angrebet de ledige med alvorlige stramninger og meningsløs kontrol. Dagpengeperioden er nedsat til to år, og det er næsten umuligt at genvinde retten til dagpenge. Allerede 1. juli 2012 står de første til at miste deres dagpenge og deres økonomiske grundlag.  

Vi vender os imod hovedløs aktivering. Det er en respektløs behandling af arbejdsløse og et regulært spild af skattekroner.

Vi kræver en forhøjelse af dagpengene og en pensionsordning for arbejdsløse. Ledige skal have flere muligheder for at opnå relevante kompetencer og uddannelse, så de kan komme tilbage til arbejdsmarkedet.

Pres på lønninger

Regeringens beslutning om at bruge virksomhedspraktik og løntilskudsansættelser som de vigtigste redskaber i arbejdsmarkedspolitikken er hovedløs. Resultatet bliver yderligere pres på lønningerne og fyringer af ordinært ansatte.

Uddannelserne er en vigtig faktor for mobiliteten og effektiviteten på det danske arbejdsmarked. Nedskæringerne på uddannelsesområdet forringer danske virksomheders konkurrencevilkår. 

Ved byggerier og anlægsopgaver skal der i udbudsmaterialet sikres, at der er lære- og praktikpladser til alle unge. Danske overenskomster skal respekteres.

Farligt eller ingen arbejde

Vi har store udfordringer på arbejdsmiljøområdet. Risikoen for dødsulykker er fortsat højere i Danmark end i Norge, Finland og Sverige. På byggepladserne var antallet af alvorlige ulykker i 2010 det højeste i seks år. Rekorden står i stærk kontrast til den lave beskæftigelse. 

Regeringen har skåret dybt i Arbejdstilsynet og det forebyggende arbejde på arbejdsmiljøområdet. Et dårligt arbejdsmiljø koster samfundet dyrt og har store menneskelige omkostninger. Derfor er der behov for øgede resurser til disse områder.

Indførelse af et ID-kort som bevis for en uddannelse i arbejdsmiljø og sikkerhed skal indføres hurtigst muligt og omfatte alle på byggepladsen. Overtrædelse af arbejdsmiljøloven skal sanktioneres med højere bøder.

Der skal bevilges flere penge til politi, skat, og arbejdstilsynet til en særlig skærpet indsats over for udenlandsk arbejdskraft.

Vi kræver, at en kommende regering retter op på skævhederne. Dagpengereglerne rulles tilbage. Samtidig skal en kommende rød regering sætte gang i en udvikling, hvor der skabes flere ordinære job på det private og det offentlige arbejdsmarked.

Vi opfordrer regeringen til at gå på efterløn – mens tid er.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


03. jun. 2011 - 10:50   30. aug. 2012 - 22:08

Udtalelser