SF går til valg for at forandre Danmark. Men dette gøres ikke fra Christiansborg og regeringskontorerne alene. SF vil derfor være brobygger og dynamo i centrumvenstre.
![](http://old2010.arbejderen.dk/sites/arbejderen.dk/files/imagecache/aef_image_story_image_example/imagecache/aef_image_original_format/09-udtal-sf-094.jpg)
fra SF’s landsmøde
Det kan lade sig gøre at skabe et samfund, hvor vi udbygger velfærden, og skaber en bedre hverdag for vores børn, ældre og syge. Det er ikke en naturlov, at vi skal skære ned, forringe velfærden og fyre folk i den offentlige og private sektor.
Det kan lade sig gøre at genskabe væksten og lysten til at starte virksomheder. Det er ikke givet, at Danmark skal miste arbejdspladser og konkurrenceevne.
Det kan lade sig gøre at skabe et samfund, hvor vi passer på hinanden – og hvor alle børn, uanset hvor de er vokset op, får den bedste uddannelse og en fair chance.
Det kan lade sig gøre at realisere vores drømme, men det kræver politisk vilje, at vi løfter i flok, og at vi får et nyt politisk flertal i Danmark. I SF har vi viljen, og vi vil knokle for at styrke troen på fællesskabet, og det vi kan sammen.
Det er på grund af vores unikke velfærdssamfund, et unikt samarbejde mellem en fleksibel privat sektor og en dynamisk offentlig sektor, og vores forhandlingstraditioner på arbejdsmarkedet, at vi har været i stand til at arbejde og hen imod at blive et rigt, trygt og lige samfund. Ikke på trods af velfærdssamfundet.
Danmark står over for et skæbnevalg
Vi kan vælge et samfund, hvor vi understøtter fællesskabet og hjælper hinanden, eller et samfund, hvor det, vi er fælles om – menneskeligt og økonomisk – bliver mindre og mindre. Den samfundsmodel, som de borgerlige drømmer om, er afprøvet, og resultatet har været større ulighed og mindre modstandskraft over for økonomiske kriser.
Danmark er blevet et rigt og trygt samfund ved hårdt arbejde, fokus på uddannelse, og fælles løsninger – ikke ved at have den laveste skat, den mindste offentlige sektor eller de dårligste lønninger.
SF vil udbygge velfærden, samtidig med at vi bringer orden i Danmarks økonomi og prioriterer de midler, der er til rådighed. SF vil skabe bæredygtig vækst og nye erhvervsmuligheder. Vi kan ikke spare os ud af krisen. Tværtimod.
Vision for Danmark
Et samfund med stærke fællesskaber: SF ønsker et solidarisk samfund, hvor alle tager ansvar – for sig selv og for hinanden. SF vil styrke fællesskaberne i samfundet. Vi vil et samfund, hvor vi i fællesskab løser de udfordringer, vi ser, og hvor daginstitutioner, skoler, boligområder og plejehjem er så stærke og velfungerende, at stadig færre får brug for en specialiseret indsats. Vi vil styrke socialt iværksætteri og det frivillige arbejde, samt åbne for nye partnerskaber mellem det offentlige, den private sektor og de folkelige foreninger og bevægelser.
Ansvarlig og bæredygtig vækst: SF vil sikre, at der kommer styr på økonomien på en solidarisk og bæredygtig måde.
SF vil satse på nye vækstområder og skabe nye arbejdspladser i den private sektor til erstatning for dem, der er forsvundet. Det skal vi gøre for at sikre den danske økonomi, nedbringe antallet af arbejdsløse og for at fastholde og udvikle velfærdsstatens kerneydelser. Gennem en aktiv integrationsindsats skal flere indvandrere i arbejde. SF vil sikre et sundt og sikkert arbejdsmiljø på alle arbejdspladser i Danmark og bekæmpe social dumping. SF ønsker et samfund, der giver lønmodtagerne beskæftigelse på ordentlige løn- og arbejdsvilkår. De nye fremstillingsindustrier, som SF vil understøtte, skal være fremtidssikrede og basere sig på et bæredygtigt ressourceforbrug. Det kræver nye grønne politiske krav samt nye metoder og teknologier indenfor energi-, vand-, affalds-, landbrugs- og naturområdet. Danmark skal i den forbindelse her hjemme og i EU påtage sig et lederskab ved at føre en aktiv og ambitiøs miljø- energi- og klimapolitik.
Demokrati i dybden: Vores vision er et samfund, hvor demokratiet ikke kun er noget, vi oplever i stemmeboksen, men er en integreret del af vores hverdag. Vi skal som mennesker inddrages i de beslutninger, der vedrører os, hvad enten det er i lokalsamfundet, på skolen eller på arbejdspladsen. SF vil øge borgernes mulighed for at øve indflydelse på deres egen hverdag. En øget demokratisering giver dog ikke kun borgeren ret til at blive inddraget. Det giver også pligt til at tage ansvar. Både for sig selv og for fællesskabet. Når vi øger demokratiseringen, følges rettigheder og pligter ad.
Lighed mellem folk og lige muligheder til den enkelte: SF vil sikre en mere ligelig fordeling af samfundets ressourcer, så vi kan gøre op med fattigdom og forbedre levevilkårene for alle – de bredeste skuldre må bære mest. Vi vil skabe et samfund, hvor alle børn og unge – uanset hvor de er vokset op eller hvem deres forældre er – får det bedste udgangspunkt for at skabe et lykkeligt liv. Vores daginstitutioner og skoler skal give alle børn en tro på sig selv, mod på tilværelsen og en fair chance. Ingen skal gå gennem uddannelsessystemet uden at lære at læse, skrive og regne. Kort sagt: Kampen mod negativ social arv intensiveres. Vi vil sikre et samfund, hvor de der lever i fattigdom, får mulighed for at komme på fode igen. Og vi vil sikre et velfærdssamfund, der er for alle. Alle skal have lige adgang til de bedste sygehuse, uddannelse, en værdig ældreomsorg og gode daginstitutioner.
Danmark skal tænde et internationalt håb: SF’s vision er at placere Danmark som et modigt land, der aktivt forsøger at påvirke verden i en mere progressiv, demokratisk og fredelig retning, som er forrest i kampen mod global fattigdom og forbinder verdens sikkerhedspolitiske udfordringer med klimaændringerne.
Lektien fra både Irak og Afghanistan er klar: Vi kan ikke bombe os til demokrati. SF vil derfor arbejde for en ambitiøs udenrigspolitik, der bidrager til at styrke demokratibevægelser overalt i verden.
Det danske EU-formandskab i 2012 skal bruges til at sætte en progressiv dagsorden om bæredygtig vækst. En vækst, der er økonomisk, finansiel, social og miljømæssig ansvarlig, og som ikke resulterer i nye finanskriser, men skaber arbejdspladser og reducerer fattigdom og ulighed i Europa.
Ny regering for hele Danmark
SF går til valg for at forandre Danmark. Men dette gøres ikke fra Christiansborg og regeringskontorerne alene. SF vil derfor være brobygger og dynamo i centrumvenstre. SF vil fremme åbenhed og styrke de demokratiske processer. Vi vil delagtiggøre og ansvarliggøre befolkningen, herunder arbejdsmarkedets parter, folkelige foreninger, bevægelser og lokalpolitikere i forandringen af Danmark. SF vil sikre, at de der berøres af beslutninger, der træffes, også bliver inddraget og hørt. SF vil være regering for hele Danmark.
SF går til valg for at få en ny regering, fordi SF vil realisere en drøm om et bedre samfund. Det kan lade sig gøre!
Vedtaget den 15. maj.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
![](https://arbejderen.dk/sites/default/files/mobile_pay_arb.png)
87278