26 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

En ny politik – det er på høje tid!

En ny politik – det er på høje tid!

Torsdag, 12. maj, 2011, 11:14:46

Regningen for regeringens fejlslagne politik, herunder tilslutningen til EU’s konkurrencepagt og ufinansierede skattelettelser sendes nu videre – helt uforståeligt – til efterlønnerne.

fra Metal Århus

Efter 10 år med en borgerlig regering med støtte fra Dansk Folkeparti, hvor man konstant har lavet forringelser for den brede del af den danske befolkning, forlanger generalforsamlingen, at der bliver udskrevet valg nu!

Vi forlanger en ny regering, men også en ny politik, hvor alle bidrager efter evne til en genopretning af Danmark.

Vi har nu oplevet en borgerlig regering med støtte fra Dansk Folkeparti, som udelukkende har lavet forringelser, der hagler ned over Danmark. Børnepasning, skoler, uddannelse, sikring af socialt udsatte, ældrepleje, anlæg og bygninger – ingen områder er gået ram forbi.

Alle disse kyniske tiltag har kun haft ét sigte – at give skattelettelser til de mest velbjergede i Danmark. Pengene er fosset ud af statskassen, mens almindelige danskere er fosset ud i ledighedskøen, således at vi i dag har 170.000 arbejdsløse.

de ledige betaler

Regeringen har intet gjort for at skabe nye job og for at få de ledige i arbejde og dermed få Danmark ud af krisen, men kun sendt regningen videre til vore arbejdsløse kollegaer. 10 års skattelettelser har blandt andet kostet de ledige:

– dagpengeperioden blev halveret, så de ledige risikerer at falde ud af dagpengesystemet

– optjeningskravet blev fordoblet, så det er blevet sværere at få dagpenge

– der kom prisloft over lediges selvvalgte uddannelser, så langt de fleste af de kurser, der tidligere hjalp vore kammerater i job, nu er helt udenfor rækkevidde

– ledigheden er høj, men ikke et eneste initiativ er sat i gang for at få de ledige i arbejde.

Konklusionen i regeringens vækstråd var vel, at man bare kunne sende »aben« videre til efterlønnerne, lønmodtagerne og de studerende. Fra krisen satte ind og til i dag, har lønstigninger på arbejdsmarkedet generelt for lønmodtagerne været yderst ansvarlige.

Til gengæld har topcheferne i landets 16 største børsnoterede selskaber bevilget sig selv lønforhøjelser på hele 23 procent.

efterlønnen

Regningen for regeringens fejlslagne politik, herunder tilslutningen til EU’s konkurrencepagt og ufinansierede skattelettelser sendes nu videre – helt uforståeligt – til efterlønnerne.

Til de efterlønnere, hvor størstedelen af dem er presset på efterløn af svigtende helbred, for højt arbejdstempo, af deres arbejdsgivere eller den lammende mangel på job.

Skal disse i fremtiden ydmyges ved at ansøge om regeringens seneste luftkastel – en seniorførtidspension?

Derfor er det på høje tid, vi må have en ny regering og en ny politik.

Generalforsamlingen opfordrer derfor helhjertet alle medlemmer til ved det kommende folketingsvalg at støtte Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten.

Vedtaget på generalforsamlingen

den 9. maj.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


12. maj. 2011 - 11:14   30. aug. 2012 - 22:08

Udtalelser