De rige lande, som deltager i krigen, vil kun mele deres egen kage. De bomber for at opnå mere økonomisk, politisk og militær magt i Libyen og andre lande i Syd. Det hedder imperialisme, og det er helt galt.
fra Internationalt Forum
Internationalt Forum glæder sig, hver gang et folk et sted i verden gør oprør mod en tyran.
Libyens leder Muamar Gadaffi har længe undertrykt og mishandlet sin befolkning, der har fuld ret til at gå til væbnet modstand.
Vi er imidlertid klart imod, at Danmark er gået til militært angreb på Libyen. Europæiske fly kan ikke bombe sig til revolutioner i Afrika. Det går bare ikke.
Det er nu fjerde gang, at Danmark er gået i krig i Mellemøsten, og som altid fortæller politikerne os, at årsagen til krigen handler om demokrati, menneskerettigheder, beskyttelse af civile eller kampen mod en diktator.
Og selvom mange folk og lande er modstandere af vores krig, så siger politikerne, at vi handler på »verdenssamfundets« vegne.
Vi er uenige. Vi tror, at de rige lande, som deltager i krigen mod Libyen, kun vil mele deres egen kage. At de bomber for at opnå mere økonomisk, politisk og militær magt i Libyen og andre lande i Syd.
Det hedder imperialisme, og det er helt galt. Og det er særligt galt i en situation, hvor folk i store dele af Mellemøsten og Nordafrika gør oprør og faktisk har muligheden for at skabe det samfund, som de selv ønsker.
Vi tror, at magthaverne i både de lande, der længe har undertrykt deres egne befolkninger, og i de rige vestlige lande ryster i bukserne og leder efter måder at dirigere situationen, så deres økonomiske og politiske interesser i regionen beskyttes.
Men de vestlige lande skal holde fingrene for sig selv og lade befolkningerne i fred, så de kan forme deres egen fremtid.
Politikere på venstrefløjen støttede fra starten af idéen om at sende danske kampfly til angreb på Gadaffi. Det var en fejl. Nogle gange er der bare ingen gode, hurtige løsninger. Vi tror i stedet på de gode langsigtede løsninger.
De går blandt andet ud på hver dag at støtte og styrke befrielsesbevægelser i Syd, som slås for frihed og socialisme.
Vedtaget af Internationalt Forum’s styrelse den 5. april.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278