Alene i 2009 har EU-landene, ifølge fredsforskningsinstituttet SIPRI, solgt militært udstyr til Libyen for 2,5 milliarder kroner.
fra Retsforbundet v/ politisk ordfører Poul Gerhard Kristiansen
Det er positivt, at verdenssamfundet via FN har givet mandat til at hjælpe civilbefolkningen i Libyen mod despoten Gadaffi. Det er imidlertid hykleri fra EU’s side at give det indtryk, at EU har stået forrest i bestræbelserne på en indsats.
Støtten til oprørerne kom først, da EU vurderede, at kontrollen med olie og gas var under kontrol af oprørerne. Adgangen til ressourcerne var afgørende.
Indtil da var Gadaffi jo blevet EU’s og Vestens ven. Han kunne forsyne os med olie, og efter ophævelsen af EU’s våbenembargo i 2004 har EU tjent milliarder af kroner på eksport af våben til det libyske og andre totalitære styrer i Nordafrika.
Siden 2005 er antallet af militæreksport-licenser firedoblet til Libyen, Tunesien, Egypten, Algeriet og Marokko ifølge EU’s egen årsoversigt. Fra 2008-09 steg tallet 37 procent.
Alene i 2009 har EU-landene, ifølge fredsforskningsinstituttet SIPRI, solgt militært udstyr til Libyen for 2,5 milliarder kroner.
Italien alene indkasserede 30 procent af eksporten – blandt andet de helikoptere, som er blevet brugt til nedskydning af flygtninge og oprørere. Vi kan derfor i høj grad blive mødt af EU-landenes egen oprustning af det totalitære styre.
Franske fly, belgiske maskingeværer, pistoler og granater samt italienske helikoptere, og så sent som i 2010 gav den britiske regering britiske firmaer lov til at eksportere snigskytterifler, ammunition og tåregas med mere til Libyen for 1,7 milliarder kroner – udstyr til såkaldt »crowd control«.
På trods af kritik fra menneskerettighedsorganisationer af styret i årevis ophævedes våbenembargoen, og våbeneksporten øgedes voldsomt.
Hensynet til olie og til våbeneksport har talt tungere end menneskerettigheder.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278
på Twitter
