De vestlige magter har hverken tilstrækkelig moralsk autoritet, politisk-diplomatisk evne eller økonomisk styrke til flere dårligt gennemtænkte militære interventioner.

De bitre erfaringer fra de senere års fejlslagne militære interventioner, især Irak og Afghanistan, synes trængt i baggrunden af lederne i koalitionen af villige nationer i deres øjeblikkelige iver efter at vise handlekraft, mener RIKO. Her et Et amerikansk F-16 Fighting Falcon-fly på Aviano-basen i Italien tilbage­vendt fra et togt over Libyen .

Tierney P. Wilson/U.S. Army

fra Rådet for International Konfliktløsning (RIKO) v/ bestyrelsen

Libyen-krigen viser behovet for fredelig international konfliktløsning. Idet RIKO fuldt ud anerkender behovet for støtte til demokratibevægelserne i Nordafrika, inklusiv Libyen, samt behovet for at forhindre overgreb på disse bevægelser, konstaterer RIKO’s bestyrelse:

1. For fjerde gang på 12 år er Danmark med i forreste linje i et internationalt militært angreb på et suverænt land. Det klart FN-baserede angreb på Libyen for etablering af en våbenhvile og beskyttelse af civilbefolkningen adskiller sig på en række væsentlige punkter fra angrebet på Serbien i 1999 (om Kosovo), på Afghanistan i 2001 (»krigen mod terror«) og på Irak (»masseødelæggelsesvåben«).

Alligevel er der tale om et potentielt problematisk skridt, som kun er blevet nødvendigt på grund af ‘det internationale samfunds’ iøjnefaldende mangel på evne til rettidigt diplomati og fredelig konfliktløsning med inddragelse af relevant professionel ekspertise – ikke at forveksle med verdensfjern pacifisme.

2. I forlængelse af det of-ficielle Danmarks stadigt mere militariserede tilgang til udenrigs- og sikkerhedspolitiske problemer i de sidste 10-20 år har hverken regering eller opposition desværre heller ikke denne gang bidraget med konkrete initiativer eller skridt i denne retning, men alene med traditionelle militære tiltag.

3. Det er vigtigt at huske på, at FN’s Sikkerhedsråds resolution nr. 1973, som det aktuelle militære angreb på Libyen er baseret på, som første og vigtigste punkt kræver en »øjeblikkelig våbenhvile og ophør af al vold og angreb på og overgreb mod civile«.

Samt at resolutionen som andet og næstvigtigste punkt »understreger nødvendigheden af at intensivere bestræbelserne på at finde en løsning, der svarer til det libyske folks legitime krav, assisteret af FN’s Generalsekretærs særlige udsending og den Afrikanske Unions Freds- og Sikkerhedsråd, med henblik på at facilitere en dialog, der fører til sådanne politiske reformer, som er nødvendige for at finde en fredelig og bæredygtig løsning.«

den mulige FN-løsning

Som tredje punkt kræver resolutionen, at de libyske myndigheder  indfrier sine forpligtelser over for befolkningen i henhold til international humanitær ret. Dernæst bemyndiger resolutionen FN’s medlemslande til at »tage alle nødvendige skridt«, herunder en flyveforbudszone, men ikke en militær besættelse, for at »beskytte civile og civilt beboede områder under trussel om angreb« i Libyen.

Hverken mere eller mindre.

4. Som blandt andet den amerikanske forhenværende general Wesley Clark har gjort opmærksom på, åbner FN-resolutionen – netop fordi den ikke kræver et regimeskifte i Libyen – for seriøs afprøvning af en diplomatisk løsning.

En relevant trediepart –  herunder for eksempel en repræsentant for regeringen i Tyrkiet, et muslimsk NATO-land, som traditionelt har haft nære forbindelser med Libyen – kunne på baggrund af koalitionens militære tryk tage kontakt til Tripoli med henblik på at overtale eller presse Gadaffi og/eller hans magtkreds – såvel som oprørerne – til reelt at overholde en våbenhvile, der kan give plads for den politiske dialog- og mæglingsproces, som FN-resolutionen fremhæver.

En robust bevæbnet FN-styrke skulle herefter med alle parters godkendelse sættes ind for at håndhæve de indgåede aftaler mellem de libyske aktører.

5. I fraværet af et sådant politisk-diplomatisk perspektiv for ’det internationale samfunds’ indgriben i Libyen risikerer koalitionen af (indtil videre udelukkende) amerikansk-europæiske NATO-lande reelt at blive krigsførende part på den ene side i den borgerkrigslignende situation i Libyen.

ingen exit-strategi

Med et fokus alene på den kortsigtede militære indsats, og uden en klar strategi – herunder en exit-strategi – risi-kerer man at ende i en situation, hvor en intervention med (europæiske) landstyrker kan blive anset for nødvendig – hvilket kan få alvorlige følger.

De bitre erfaringer fra de senere års fejlslagne militære interventioner, især Irak og Afghanistan, synes trængt i baggrunden af lederne i koalitionen af villige nationer i deres øjeblikkelige iver efter at vise handlekraft.

6. Hele krisen og nu krigen om Libyen viser endnu en gang, hvor påkrævet det er, at der udvikles effektive internationale konflikthåndteringssapparater med henblik på mest muligt fredelig konfliktløsning.

Anvendelsen af tænketanke som »International Crisis Group«, der i ugerne op til og under den libyske krise fremkom med konstruktive (men ignorerede) forslag i denne retning, bør opprioriteres af udenrigs- og forsvarsministerierne i stormagterne og andre lande, herunder alle NATO-medlemmer.

De vestlige magter, som nu er i krig over Libyen, har hverken tilstrækkelig moralsk autoritet, politisk-diplomatisk evne eller økonomisk styrke til flere af de dårligt gennemtænkte militære interventioner, som verden har set gennem de senere år.