Hvis den danske regering vil arbejde for demokrati i Libyen, kan den passende starte med at støtte det libyske folks demokratiske ret til selv at bestemme dets egen fremtid – uden imperialistisk indblanding.
af Danmarks Kommunistiske Parti
Danmarks Kommunistiske Partis landsledelse har på sit møde den 19.-20. marts diskuteret de folkelige opstande, der i det nordlige Afrika og hele den arabiske verden, støttet af blandt andet progressive venstrekræfter, er i færd med at tvinge imperialismens marionetdukker fra magten.
I Tunesien og Ægypten har disse opstande allerede ført til udskiftninger i ledelsen og løfter om bod og bedring.
Anderledes stiller situationen sig i Libyen. Det er et relativt sekulariseret land med udbredte velfærdsrettigheder. Libyen har godt nok, især siden overfaldet på Irak i 2003, forbedret forholdet til Vesten gennem blandt andet handelsaftaler og aftaler om grænsekontrol – samt økonomisk partnerskab med blandt andet Italien og Frankrig.
Imidlertid er vestmagterne ikke til sinds at anerkende deres gamle fjende, Ghaddafi, som Libyens leder længere end højst nødvendigt. Og efter årtiers opildning og opmuntring af oppositionelle kræfter gik imperialismens fromme ønske i opfyldelse midt i det nye politiske kaos i Nordafrika.
Anført af Frankrig og Storbritannien har stærke kræfter i den imperialistiske verden nu interveneret i konflikten i Libyen for at varetage deres egne økonomiske og strategiske interesser, med støtte fra blandt andet Saudi-Arabien og andre feudale lande i den arabiske verden. Lande, der undertrykker deres egne befolkninger.
Som sædvanligt har den danske regering, desværre denne gang med støtte fra et samlet Folketing, valgt at slutte sig til de reaktionære kræfter.
Danmarks Kommunistiske Partis landsledelse kræver øjeblikkeligt stop for den danske deltagelse i krigen mod Libyen. Hvis den danske regering vil arbejde for demokrati i Libyen, kan den passende starte med at støtte det libyske folks demokratiske ret til selv at bestemme dets egen fremtid – uden imperialistisk indblanding.
Vedtaget på DKP’s landsledelsesmøde 19.-20. marts.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via
87278