04 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Blik og Rør’s faglige og politiske mål for genopretning

Blik og Rør’s faglige og politiske mål for genopretning

Tirsdag, 30. november, 2010, 10:33:33

Uden de ufinansierede skattelettelser og skattestoppet, kunne vi være sluppet for de offentlige milliardbesparelser, som VK-regeringen og DF nu gennemfører.

Blik- og Rørarbejderforbundet er dybt bekymret for den store ungdomsarbejdsløshed i faget: I år har hver femte af de yngste svende i Blik- og Rørarbejderforbundet ikke været i arbejde. Denne gigantiske ungdomsarbejdsløshed i VVS-faget er et økonomisk tab for samfundet, for VVS-branchen, og ikke mindst de unge, nyudlærte svende selv, fastslår forbundet.
PN

fra Blik- og Rørarbejderforbundets kongres

I år har hver femte af de yngste svende i Blik- og Rørarbejderforbundet ikke været i arbejde. Det er fuldstændig uacceptabelt.

Denne gigantiske ungdomsarbejdsløshed i VVS-faget er et økonomisk tab for samfundet, for VVS-branchen, og ikke mindst de unge, nyudlærte svende selv. 

Men de nyudlærte svende taber ikke kun økonomisk. Ofte taber de også tillærte kvalifikationer og troen på sig selv. Og dette tab af selvtillid er for en ung og nyuddannet lige så smertefuldt som det økonomiske. 

I år vil vi i Blik- og Rørarbejderforbundet få en ledighed på omkring 12 procent. En så høj ledighed har vi ikke haft siden de sidste år i Schlüter-regeringens levetid for tyve år siden.

I Blik- og Rørarbejderforbundet holder vi VK-regeringen og Dansk Folkeparti ansvarlig for, at de – trods utallige opfordringer fra vores og de andre byggefags side – ikke i tilnærmelsesvist omfang har reageret mod den dramatiske udvikling af ledigheden, der har betydet, at et meget stort antal af vores medlemmer er sendt ud i arbejdsløshed i år. 

Mens regeringen med det samme udstedte en statsgaranti på hundredvis af milliarder til den hjemlige finansielle sektor, der havde sin del af skylden for krisen, så har regeringen i yderst beskedent omfang hjulpet de tusindvis af håndværkere i byggefagene, der helt uforskyldt er havnet i ledighed. 

Vi ved kun alt for godt, at en del af forklaringen er den generelle finansielle og økonomiske krise, men VK-regeringen og Dansk Folkepartis politik har både før og efter krisens indtræden været med til at forværre vores arbejdsløshed og landets nuværende situation.

 Det er derfor, at Blik- og Rørarbejderforbundet ønsker et valg hurtigst muligt.

Bygningsvedlige-holdelse i gang
Men uanset regeringens farve kræver vi en genopretning af Landsbyggefonden med det formål at vedligeholde den ældre boligmasse til gavn for beskæftigelsen.

Samtlige udlejningsejendomme skal pålægges en energi- og vedligeholdelseskontrol inden udlejning. Ligeledes kræver vi, at der bliver fremrykket offentlige investeringer i milliard-klassen for at skabe beskæftigelse og vækst, og som samtidig fremmer miljø og klima. 

VK-regeringen og Dansk Folkeparti gjorde under højkonjunkturen intet for at fremtidssikre økonomien. Tværtimod soldede de indtægterne fra olie og gas i Nordsøen væk uden at udvikle alternative energikilder, hvilket nu er med til yderligere at svække dansk økonomi og underminere Danmarks vækstevner.

De økonomiske vismænd har regnet ud, at regeringen under højkonjunkturen stimulerede økonomien med omkring hundrede milliarder mere end nødvendigt, og dermed var med til at overophede dansk økonomi.

Ligeledes har VK-regeringen og dens støtteparti i flere omgange sat skatten ned uden at finansiere det med andre indtægter. Alene den socialt skæve skattereform koster statskassen ti milliarder kroner hvert eneste år.

Og prisen for skattestoppet er cirka 20 milliarder kroner på grund af udhulingen af ejendomsværdiskatten, bilafgifterne og punktafgifterne.

Havde det ikke været for de ufinansierede skattelettelser og skattestoppet, kunne Danmark være sluppet for de offentlige milliardbesparelser, som VK-regeringen og Dansk Folkeparti nu gennemfører, og som resulterer i en underminering af det danske velfærdssamfund i form af kommunale nedskæringer i hobetal, som især går ud over uddannelse samt social- og sundhedsområdet. 

Blik- og Rørarbejderforbundet kan ikke acceptere forringelser i velfærden. Vi mener, at man skal aflive skattestoppet, så det igen er de bredeste skuldre, der bærer mest.

Det vil betyde flere skattekroner at gøre godt med, på samme måde som fremrykkede offentlige investeringer vil betyde stigende skatteindtægter i stedet for øgede udgifter til dagpenge.

Samtlige udlejningsejendomme skal pålægges en energi- og vedligeholdelseskontrol inden udlejning, lyder kravet fra kongressen.

Illustration: bygogbolig.dk

Undergravning af den danske model
VK-regeringen og Dansk Folkeparti er også i færd med at undergrave den danske model på arbejdsmarkedet.

For det første har de hidtil set passivt til, at der er sket en fortsat udhuling af den økonomiske sikkerhed i den ellers så berømte danske flexicurity-model. I dag får vores ledige medlemmer således en understøttelse, der højst dækker halvdelen af deres løn. 

Blik- og Rørarbejderforbundet mener, at det værdifulde fleksible arbejdsmarked med korte opsigelser går en svær tid i møde, såfremt der ikke fra politisk side omgående bliver taget skridt, der også sikrer vores medlemmer en højere dækning på dagpenge end de nuværende 50 procent. 

For det andet er VK-regeringen og Dansk Folkeparti gået målrettet efter at skade den etablerede fagbevægelse, der står for overenskomsterne med arbejdsgiverne, ved at begrænse fradragsretten for de faglige kontingenter. 

Blik- og Rørarbejderforbundet mener, at den begrænsede fradragsret for faglige kontingenter hurtigst muligt skal fjernes.

Den er en hån mod de faglige organisationer, der sammen med arbejdsgiverne ved overenskomster og i det fagretslige system holder det danske arbejdsmarked kørende som det vel mest gnidningsfrie i Europa. 

VK-regeringen og Dansk Folkeparti har med den såkaldte Genopretningspakke bestemt at lade de ledige betale for krisen. Over en nat halverede de tre partier dagpengeperioden fra fire til to år.

Dermed risikerer titusinder lønmodtagere at ryge ud over kanten i et dagpengesystem, som de måned efter måned og år efter år har betalt til. Herefter er de helt uden økonomisk sikkerhedsnet, da det for de fleste ikke vil være muligt at få kontanthjælp.

Ydermere er beskæftigelseskravet til denne gruppe for genoptjening af dagpenge hævet fra 26 til 52 uger. Blik- og Rørarbejderforbundet mener ikke, at det er en måde at behandle de ledige på.

Vi har altid ment, at hurtig hjælp til de ledige er dobbelt hjælp, men det kræver både, at der er jobs at få, samt en aktiv og anstændig behandling af de ledige.

Anvisningen tilbage til a-kassen
Ingen af delene er der i øjeblikket, og desværre må vi i Blik- og Rørarbejderforbundet med forargelse se det ene uhyrlige eksempel efter det andet på, at de ledige behandles uden værdighed og forståelse samt med manglende relevant efteruddannelse eller anden fremsynet formidling.

Blik- og Rørarbejderforbundet har aldrig været tilhænger af den kommunalisering af jobindsatsen, som VK og Dansk Folkeparti hastede igennem for nogle år siden. 

Det enstregede system, hvor kommunerne sammen med private aktører står for formidlingen, har spillet fallit. Kommunerne magter simpelthen ikke opgaven.

Derfor skal arbejdet med at hjælpe ledige flyttes over i en statslig eller regional model, hvor fagbevægelsen og vores a-kasser bliver en væsentlig hovedaktør i arbejdsformidlingen. 

Blik- og Rørarbejderforbundet er af den opfattelse, at mulighederne i efterlønsordningen for flere hænder på arbejdsmarkedet langt fra er udnyttet. Der er rigtig mange efterlønnere, som gerne vil have et vist antal timer på arbejdsmarkedet for at tjene lidt ekstra og holde kontakt med arbejdskollegerne.

Det kræver naturligvis, at både medarbejdere og især virksomhederne er meget mere opmærksomme på mulighederne.

Blik- og Rørarbejderforbundet mener, at alle de meningsløse angreb på efterlønnen bør stoppe. Det ligger allerede nu fast, at efterlønsalderen om ti år er hævet til 62 år, og ligeledes at efterlønsalderen automatisk følger stigningen i restlevetiden for de 60-årige.

Det betyder, at 40-årige i dag tidligst kan forvente at gå på efterløn, når de fylder 64 år, og samtidig bliver pensionsalderen rykket op til 69 år. 

Det må også sikres, at vores medlemmer på fleksydelse oppebærer samme dagpengesats ved afskedigelse som ved normal ansættelse.

Blik- og Rørarbejderforbundet støtter en udvikling af velfærdssamfundet og ikke en afvikling, som gradvis er konsekvensen af den nuværende regerings forsøg på at spare os ud af krisen. 

Regeringen og Dansk Folkeparti er ved deres passivitet med til at kvæle det spæde opsving. Vi kræver derimod en aktiv beskæftigelsespolitik med fremrykning af offentlige investeringer i milliard-klassen, fordi vi hellere vil arbejde os ud af krisen end at sende vores medlemmer ud i ledighed.

Men vi kræver også, at der sker en genopretning af vores dagpengesystem, hvad angår dagpengelængde, dækning samt anciennitetskrav, ligesom vi kræver fuldt skattefradrag for fagligt kontingent. 

Blik- og Rørarbejderforbundet ønsker en ny politik til gavn for vores medlemmer. Efter snart ti års borgerligt styre er det klart, at det er tid til forandring. Vi peger derfor på en S-SF regering efter det kommende valg.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


30. nov. 2010 - 10:33   30. aug. 2012 - 22:08

Udtalelser