05 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Oppositionen må melde klart ud om arbejdsmarkedspolitik

Oppositionen må melde klart ud om arbejdsmarkedspolitik

Tirsdag, 02. november, 2010, 10:23:16

Oppositionen i Folketinget må melde klart ud som en afgørende del af det alternative regeringsprogram, at Danmark ikke vil acceptere, at vores samfundsmodel undergraves.

fra Malerforbundet

Det er ikke rimeligt, at dagpengeperioden halveres, når langtidsledigheden fordobles.

Og det er ikke rimeligt, at arbejdsløse bliver sendt i håbløs aktivering, hvor de skal bygge med spaghetti og skumfiduser, mens de leder efter deres indre fugl.

Det er helt ude i skoven, at vore skoler og de bygninger, vi ejer i fællesskab, skriger på vedligeholdelse, mens malerne går arbejdsløse og hæver dagpenge.

På den baggrund må vi forlange, at pengene flyttes fra tåbelig og intetsigende aktivering til reel beskæftigelse.

Hvis vi skal være en del af Den Danske Flexicuritymodel, må vi forlange, at kompensationsgraden i dagpengesystemet sættes op.

Med en dækningsgrad på kun 53 procent af en gennemsnitlig malerløn er det nødvendigt med en højere dagpengesats og øget tryghed i ansættelsen.

LO’s rapport »Fremtidens Arbejdsmarked – flere og bedre jobs« viser et øget behov for 59.000 nye faglærte og 191.000 med en videregående uddannelse på fremtidens arbejdsmarked i 2020.

Vi finder regeringens spareforslag på såvel de erhvervsrettede som de almene voksen- og efteruddannelser helt uacceptable og på kollisionskurs med en aktiv uddannelses- og beskæftigelsespolitik.

Danmark har brug for, at der tages ansvar for sikring af nyuddannet, faglært arbejdskraft. Besparelser på erhvervsskoleområdet og forringelser af erhvervsskoleelevernes økonomi løfter ikke kvaliteten af uddannelserne og bremser slet ikke det alt for store frafald.

Regeringen burde følge de gode takter i skolepraktikordning og tilvejebringelse af 9000 flere praktikpladser, så alle sikres den uddannelsesgaranti, der bidrager til vækst og velfærd.

Presset fra østudvidelsen
EU-udvidelsen med østlandene har givet arbejdere og virksomheder derfra fri adgang til det danske arbejdsmarked.

Det har lagt et voldsomt pres på det danske arbejdsmarked, fordi mange af de østeuropæiske arbejdere går til meget lave lønninger, typisk 50-60 kroner i timen i op til 58 timer om ugen.

Hertil kommer meget ringe arbejdsvilkår i form af usle arbejds- og indkvarteringsforhold og meget ringe sikkerhed. Dermed skabes ulige vilkår på danske arbejdspladser.

Denne udvikling skal vendes, ellers står Den Danske Model for fald, som vi kender den i dag.

De små og mellemstore håndværksmestre har på det seneste fået øjnene op for, at de i dette spørgsmål har fælles interesse med fagbevægelsen.

Unfair konkurrence betyder ganske enkelt, at de i yderste konsekvens må dreje nøglen om. Vi vil derfor sammen med arbejdsgiverne arbejde for at beskytte vores overenskomst.

Oppositionen i Folketinget må melde klart ud som en afgørende del af det alternative regeringsprogram, at Danmark ikke vil acceptere, at vores samfundsmodel undergraves.

Alternativet til Den Danske Model er desorganisering, ulighed, demontering af lønmodtagerrettigheder og helt fri bane for nedbrydning af det grundlag, hele vores samfund hviler på.

Fra Malerforbundets kongres skal der lyde en klar opfordring til politikerne om så hurtigt som muligt at undersøge mulighederne og konsekvenserne af en eventuel fremtidig almengøring af visse overenskomster.

En eventuel almengøring af overenskomsten må ikke medføre en begrænsning eller svækkelse af fagbevægelsens aktionsmuligheder

Ellers ender den danske byggeindustri i et sandt kaos af underbetalte, ufaglærte og uorganiserede fremmedtalende bygningsarbejdere, der knap kan tjene til dagen og vejen.

Set i lyset af den tiltagende underbetalte arbejdskraft fra Østeuropa, som tromler ind over landet og misbruges af alskens plattenslagere, forlanger vi indført kædeansvar, så man i de tilfælde, hvor overenskomsterne bliver overtrådt, kan gå tilbage til hovedentreprenøren og gøre krav gældende.

Vi må kræve, at det nye RUT-register bliver sat i værk omgående – med eller uden online-registrering, og at de tilhørende forhøjede bøder til bygherrer og private bliver indført nu.

Genopretningsplanen
Arbejdsmiljøet har det dårligt i byggeriet. Efter Arbejdstilsynets egne opgørelser blev der i 2009 anmeldt i alt 4.672 ulykker i bygge- og anlægsbranchen, og ni mennesker mistede livet som følge af en arbejdsulykke i branchen.

Vi har sammen med Bygge- og anlægsbranchen fulgt regeringens og Dansk Folkepartis nedskæringer.

Genopretningsplanen betyder, at arbejdsmiljøet bliver beskåret med 50 millioner kroner. Det er en halvering af de midler, Branchearbejdsmiljørådene råder over og har absolut intet med genopretning at gøre – snarere tværtom.

Konsekvensen er, at organisationerne får stærkt begrænsede muligheder for at informere branchens virksomheder og medarbejdere med dårligere arbejdsmiljø til følge.

På den baggrund frygter vi, at regeringens spareiver vil betyde, at forebyggelsesdelen vil blive begrænset, og at mulighederne for ulykker og nedslidning vil stige.

Vi kræver den evindelige snak om efterlønnens afskaffelse stoppet. Såfremt det ikke lykkes, må vi forlange at de, der vil afskaffe efterlønnen, seriøst forholder sig til, hvad de 122.000 på efterløn så skal beskæftige sig med eller leve af.

Skal der ske begrænsning af fradraget for fagforeningskontingent, forlanger vi, at det bliver af de første 500 kr. På den måde rammes alle, også de såkaldte »gule« fagforeninger.

Malerforbundets kongres udtrykker støtte til en ny socialdemokratisk ledet regering, bestående af Socialdemokraterne og SF. Vi ser frem til et kommende regeringsskifte, hellere i dag end i morgen.

Vedtaget på kongressen den 28. oktober.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


02. nov. 2010 - 10:23   30. aug. 2012 - 22:08

Udtalelser