Den ubehagelige sandhed er, at plejepersonalet overalt på de aarhusianske plejehjem og lokalcentre er for få og derfor ikke kan give de ældre borgere den hjælp og pleje, som de har behov for.
Rundt om i plejeboligerne oplever vi ansatte de samme problemer, som personalet på Ceres Huset, der for nylig strejkede, fordi de ville protestere mod forholdene her. Embedslægerne fandt da også fejl og mangler på hvert eneste aarhusiansk plejehjem og lokalcenter, som de uanmeldt besøgte i 2011.
Den ubehagelige sandhed er, at ældre borgere ikke bliver beskyttet mod overfald fra andre ældre, ikke bliver beskyttet mod natlige indbrud og overgreb, ikke får deres medicin eller kommer på toilettet til tiden, ikke får nok at drikke og ikke kommer i bad eller bliver soigneret. Alt sammen, fordi vi er for få.
Den ubehagelige sandhed er, at de aarhusianske politikeres og topembedsmænds prioriteringer er rystende. Hvordan kan Aarhus Kommune have råd til eksempelvis en Marselistunnel, et Multimediehus og en Kulturby, når vi ikke kan sikre, at ældre mennesker kan være trygge i deres plejeboliger? Og hvorfor bruger Sundhed og Omsorg reklamekroner og konsulentressourcer på de samme velkendte sundhedsråd som Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen, når ældre borgere ikke kan få deres medicin til tiden eller kan komme på toilettet, før det er for sent?
Århus Kommune bruger færre og færre penge på ældreplejen, og alligevel planlægger kommunen lige nu nye besparelser på området. Det er helt uholdbart.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278







