Det var midt under EU-parlamentets årlige debat om ”Unionens tilstand” i onsdags. Formanden for den liberale gruppe, den tidligere belgiske premierminister Guy Verhofstadt, var netop gået i gang med sin tale. Noget mod sædvane blev han afbrudt af EU-parlamentets formand, Martin Schulz, som insisterede på at give salen en åbenbart meget presserende meddelelse.

Den gik ud på, at den tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe netop havde meddelt sin afgørelse om, at den europæiske stabilitetsmekanisme, ESM’en, ikke i sig selv er i strid med den tyske forfatning. Man kunne ligefrem høre, hvordan lettelsens suk gik gennem store dele af forsamlingen, før de mest unionsivrige EU-parlamentarikere – og dem er der mange af – brød ud i begejstrede klapsalver.

Man kunne høre, hvordan lettelsens suk gik gennem forsamlingen, før de mest unionsivrige EU-parlamentarikere brød ud i begejstrede klapsalver.

Og begejstringen blev ikke mindre, da det onsdag aften stod klart, at de unionskritiske partier ved dagens hollandske valg havde fået et langt dårligere resultat, end det havde tegnet til i meningsmålingerne. For eksempel endte det EU-kritiske Socialistpartiet på samme resultat som sidst, selvom det tidligere i valgkampen havde stået til at blive det største parti i Holland.

Torsdag morgen fortalte en tysk kollega mig, hvordan han onsdag aften havde hygget sig gevaldigt med en hollandsk kollega: ”Han var glad, og jeg var glad, vi var begge glade”, som han sagde. Og som stålsatte tilhængere af en europæisk superstat opbygget omkring den fælles mønt, euroen, havde de da bestemt også noget at fejre.

For onsdag den 12. september kunne være blevet en skelsættende dato, hvor den tyske forfatningsdomstol og de hollandske vælgere satte en kæp i hjulet på euroen og på opbygningen af en finanspolitisk union. Men sådan gik det ikke. Hjulet drejer stadig rundt, men dog lidt mere vakkelvornt end før.

Den tyske forfatningsdomstol erklærede ikke ESM’en for forfatningsstridig. Men den slog fast, at de tyske parlamentarikere i Forbundsdagen skal have langt mere demokratisk kontrol. Dels skal de direkte godkende, hvis den tyske lånegaranti til ESM’en overskrider de nuværende 190 milliarder euro. Dels skal den tyske regering folkeretsligt meddele, at den fortrolighed og tavshedspligt, som ellers fremgår af ESM-traktatens paragraf 32 og 34, ikke må stå i vejen for at de tyske parlamentarikere og de tyske delstater får adgang til alle oplysninger, som de ønsker.

Og nej, det hollandske valg resulterede ikke i fremgang til de EU-kritiske partier. Men for at undgå det, var det nødvendigt for de etablerede EU-positive partier – de liberale og socialdemokraterne – at anslå en hidtil uset EU-kritisk tone og afgive en række løfter om, hvor EU fremover ikke får lov til at blande sig, for eksempel i forhold til nedskæringer.

Der er mange eksempler på – senest fra præsidentvalget i Frankrig – at den slags løfter ikke er meget værd, når de valgte EU-positive politikere skal omsætte dem i praksis. Men dels har det legitimeret en langt mere kritisk holdning til EU i Holland. Og dels risikerer den kommende regering at blive ramt af en ”løftebruds”-effekt, hvis den hollandske befolkning oplever en for stor afstand mellem, hvad den lovede i valgkampen, og hvad den efterfølgende leverer.

I min blog fra den 26. august skrev jeg: ”Onsdag den 12. september kan blive en skelsættende dato, som kan indvarsle et varmt efterår. Vi er derfor mange, som vil have vores øjne stift rettet mod Tyskland og Holland på denne dag”.

Lad os kalde en spade for en spade: Onsdag den 12. september blev ikke så skelsættende, som mange af os havde håbet. Forfatningsdomstolens afgørelse i Tyskland og valget i Holland var et tilbageslag for unions- og euro-modstanden. Men alligevel var det et tilbageslag, som indeholder kimen til senere sejre. Så er det op til os at få dem til at spire og blomstre.