19 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Støt op om de strejkende sosu-medarbejdere!

Støt op om de strejkende sosu-medarbejdere!

Et voksende antal SOSU medarbejdere er gået ind i en strejke for at skaffe tålelige forhold for såvel sig selv som for beboerne på Aarhus Kommunes plejeboliger. Området, der i forvejen er hårdt ramt af besparelser på personalesiden, trues i byrådets budgetudspil af nye kraftige nedskæringer.

S, SF - flertallet i Aarhus Byråd bruger ligesom regeringen krisen som undskyldning for at lade nedskæringer ramme velfærdsområdet - det område, hvor de menneskelige konsekvenser er størst. Men i regeringen accepterer disse partier, at der gives milliarder i skattelettelse til de rige, og i byrådet siger de i skøn samdrægtighed med de borgerlige partier ja og amen til regeringens krav om 0-budget. De vil oven i købet give virksomhederne skattelettelser gennem nedtrapning af den såkaldte dækningsafgift.

Til denne usolidariske politik kommer arrogancen. Hverken borgmester Bundsgaard eller rådmand Medom vil snakke med dem, der har problemerne på nærmeste hold. De ser bort fra, at de strejkende i realiteten viser stor ansvarlighed, både over for de ældre og i henseende til at forbygge et sygdomsfremkaldende arbejdsmiljø.

De borgerlige, som er de mest ihærdige nedskæringspolitikere, fører sig i mange enkeltsager hyklerisk frem som kritikere af de hårdhændede tiltag, når disse sager kommer frem i pressen. I denne sag ses således den konservative rådmand Marc Perera på slap linie. 

Budgetforhandlingerne er sandhedens time. Her afsløres realiteterne bag de smukke ord og løfter. Kun når de, der er nederst i pyramiden går i aktion, kommer sager som disse overhovedet til debat. De strejkende må bakkes op. Er presset omfattende nok, vil vi få resultater i stedet for tavshed eller hykleriske bortforklaringer.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


24. sep. 2012 - 12:09   26. sep. 2012 - 13:43

Udtalelser

fra Kommunistisk Parti, Aarhus v. Paul Jentzsch, formand