Så fredeligt som dynamit
Blogs

Så fredeligt som dynamit
Der er mange gode grunde til, at EU ikke fortjener en fredspris. Her finder du i hvert fald nogle af dem.
Nobels fredspris - opkaldt efter den gamle svenske dynamit-producent Alfred Nobel - er netop blevet tildelt EU. Det må siges at være et diskutabelt valg. EU-eliten er selvfølgelig ved at flyde over af begejstring og selvros.
Men en sag kan som bekendt ses fra flere sider. Og her er ti hurtige argumenter for, hvorfor den norske stortingskomité, som står for tildelingen, har ramt pænt ved siden af skiven, hvis formålet er at understøtte freden:
EU samarbejdede tæt med Libyens diktator Gaddafi om at holde flygtninge væk fra Europa, og EU tillod våbenhandel med ham indtil få uger før NATOs angreb.
1) EU har tre af verdens største våbeneksportører som medlemmer. Samlet set konkurrerer EU-landene med USA om at være verdens største eksportør af våben.
2) EU har et agentur, som har til formål at styrke den europæiske våbenindustri. Formålet er ikke færre, men flere våben.
3) EU har udtrykkeligt tilladt eksport af våben til regimer, som undertrykker deres befolkning med magt. For eksempel kom en stor del af de våben, som den srilankanske regering brugte til at knuse den tamilske selvstændighedskamp, fra EU-lande.
4) EU har samarbejdet med et utal af diktatorer og undertrykkende regimer. For eksempel samarbejdede EU tæt med Libyens diktator Gaddafi om at holde flygtninge væk fra Europa, og EU tillod våbenhandel med ham indtil få uger før NATO's angreb.
5) I stedet for at forsøge at mægle i interne væbnede konflikter har EU altid taget stilling for magthaverne. Det gælder for eksempel i Columbia, og det gælder i Sri Lanka, hvor EU’s terrorstempling af de tamilske tigre fik fredsforhandlingerne til at bryde sammen og udløste en blodig nedkæmpelse af tigrene med mange civile ofre.
6) EU er ikke en upartisk mægler i konflikten mellem Israel og Palæstina, men belønner f.eks. de israelske bosættelser af palæstinensisk land med fordelagtige partnerskabsaftaler.
7) EU’s militære kampgrupper har ikke som krav, at de skal operere med et FN-mandat. Derfor måtte for eksempel Finland ændre sin lovgivning på dette område for at kunne deltage
8) I forbindelse med opløsningen af Jugoslavien anerkendte EU Kroatien uden en aftale om sikring af mindretallenes rettigheder og på trods af advarsler fra FN’s generalsekretær om, at det kunne føre til en frygtelig krig. Det skete som bekendt med millioner af civile dræbte, sårede og fordrevne.
9) EU har en umenneskelig flygtningepolitik, som fastholder uskyldige civile i konfliktområder. Mange af dem, som det lykkes at flygte, omkommer i forsøget på at forcere Fort Europas mure.
10) EU har mødt den finansielle krise med en hårdhændet nedskæringspolitik, som har ført til massearbejdsløshed og elendighed i en række medlemslande. Fortsætter denne udvikling, er det kun et spørgsmål om tid, før der kommer eksplosioner i lande som Spanien og Grækenland.
Nej, EU er ikke just et fredens projekt. Men er der da slet ikke nogen gode grunde til, at den norske stortings-komité har tildelt EU Nobels fredspris?
Jo, sikkert. Og en af dem er indenrigspolitisk. Et flertal i Stortinget går ind for norsk medlemskab af EU, mens det forkastes af over 80 procent af den norske befolkning. I dag er der formentlig flere i Norge, som tror på ufo’er end på EU. Det generer selvfølgelig EU-eliten, og her kan fredsprisen bruges i det indenrigspolitiske spil.
Men fred har det intet at gøre med!