Til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen
Vi er en række byrådsmedlemmer i Svendborg Byråd, som mener, at der sker en urimelig forskelsbehandling af borgere, som har hævet deres penge fra deres efterløn og efterfølgende kommer på kontanthjælp. Når de kommer på kontanthjælp, bliver Svendborg Kommune nødt til at modregne deres efterlønspenge i kontanthjælpen.
De borgere som har hævet deres efterlønspenge, mens de var på kontanthjælp, kan derimod beholde deres penge. Det er ikke rimeligt, at der er denne forskel. Vi mener, at alle borgere skal have mulighed for at beholde deres efterlønspenge.
Vi kan ikke forstille os, at denne forskelsbehandling var tanken med lovgivningen, som åbnede op for, at man skattefrit kunne trække sine penge ud af ordningen frem til 1. oktober 2012. Det blev også besluttet, at denne mulighed også skulle gælde kontanthjælpsmodtagere, som kan få lov at beholde pengene, selvom de får større formue, end man normalt må have for at kunne modtage kontanthjælp.
Vi opfordrer dig til at tage initiativ til at ændre bekendtgørelsen eller på anden vis sikre, at alle borgere kan beholde deres efterlønspenge, uanset om de har fået udbetalt pengene før eller efter, de kom på kontanthjælp.
Med venlig hilsen
Pia Dam (S), Grethe Schødts (S), Curt Sørensen (S), Hanne Klit (S), Christian Kaastrup (S), Bo Hansen (S), Gert Rasmussen (S), Flemming Madsen (S), Bjarne Hansen (S), Jørgen Lundsgaard (Konservative), Bruno Hansen (SF), Bente Bondebjerg (DF), Mogens Stampe (SF), Tina Petersen (DF), Arne Ebsen (Tværsocialistisk Liste), Ulrik Sand Larsen (V), Lars Erik Hornemann (V), Morten Petersen (V), Jesper Kiel (Enhedslisten)
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278