Der er to regler for at få danskerne til at arbejde, mener regeringen og hovedparten af Folketinget.

Regel nummer 1: Vi ta’r lige dine dagpenge, så skal du nok finde dig et arbejde, ikke?

Regel nummer 2: Vi letter lige på din topskat, så vil du da gerne arbejde noget mere, ikke?

Reglerne gælder i princippet for alle, men skal åbenbart virke på den måde, at de fattige skal have udsigt til at blive fattigere, og de rige have udsigt til at blive endnu rigere, for at man kan få dem til at bestille noget.

Rig eller fattig

Man kan hævde, at de arbejdsløse også vil blive rigere, hvis de finder et job, når de har mistet dagpengene. Fattigere kan de i hvert fald ikke blive! Men langt de fleste af dem vil også blive rigere, hvis de finder et job i stedet for at være på dagpenge. Så man skulle synes, at der også kunne blive plads til endnu en regel.

Regel nummer 3: Vi finder lige et job til dig, så du ikke længere skal være arbejdsløs.

Det fantastiske er jo, at der er arbejde nok i det her land. Det har polakker, litauere, østtyskere med videre for længst fundet ud af. Mens cirka 160.000 danskere står uden job, er cirka 60.000 østeuropæere i fuldt sving på danske arbejdspladser. Når man dertil lægger antallet af ledige i aktivering, virksomhedspraktik med videre på private og offentlige arbejdspladser, hvor de ofte udfører helt nødvendige arbejdsfunktioner, er det reelle antal af manglende arbejdspladser vel under 50.000.

Derfor har vi et forslag til endnu en regel.

Regel nummer 4: Lad dog os, der har råd, betale lidt mere i skat, så vi kan opretholde en anstændig standard i det velfærdssamfund, vi engang var så stolte af, men som i dag opfattes som en klods om benet. Ja ja, vi ved godt, den strider direkte mod Regel nummer 2. Og at vi sikkert slet ikke må for EU!

Men vi siger det alligevel til de samme politikere, som indtil for fire år siden lod sig rive med af en fuldstændig indholdsløs opskruning af de finansielle markeder med værdisætninger af jord og fast ejendom til helt op over skyerne – de politikere, der mente, at vi danskere kunne købe hele verden.

De støttede sig til de samme økonomer, som i dag siger, at vi skal sænke topskatten, fjerne dagpengene, sætte lønningerne ned, skære i velfærden og så videre.

Disse økonomer mener nu som dengang, at Regel nummer 1 og Regel nummer 2 er helt nødvendige for, at et samfund som det danske kan fungere bedst muligt. For ellers bliver de fattige jo ikke fattigere, samtidig med at de rige bliver rigere. Og først når dét sker, bliver alting godt igen.

Hensigten

Ingen kan vel være i tvivl om, at hele manøvren med at skære dagpengene væk og fordoble genoptjeningsperioden kun har et eneste formål: At presse de danske lønninger ned på et niveau, så arbejdsgiverne ikke behøver have alt besværet med at flytte produktion til Kina eller hente billig, østeuropæisk arbejdskraft til Danmark.

Når vi så har genskabt det helt store skel mellem rig og fattig, behøver vi ikke noget dagpengesystem. Så har folketingsflertallet ført os til det ultraliberale mål ud fra tesen: Der findes ikke arbejdsløshed – kun for høje lønninger.

Så er der åbnet for, at vi helt kan fjerne Regel nummer 1, for så er lønnen for almindeligt arbejde på linje med lønnen i Polen og/eller Kina. Det kan arbejdsgiverne sagtens betale – specielt når vi ændrer Regel nummer 2 til: De allerrigeste skal slet ikke betale skat, for det er jo dem, der holder hjulene i gang.

Historien har en morale: Politik er for alvorlig til alene at overlade til politikere. De over 32.000 arbejdsløse, som nu står over for at blive frataget retten til dagpenge, er ikke "udfaldstruede" - de er "politikertruede"!