Forleden viste DR et nyhedsindslag om chauffører i Danmark. Langt de fleste vognmænd er registreret i Østeuropa og de fleste chauffører er polakker, rumænere eller litauere - altså sjældent danske. Lønningerne er heller ikke særligt danske. Cirka 3000 kroner om måneden forklarede nogle af dem i tv, mens de sad og spiste mad lavet på en primus på ladet af en lastvogn.

Journalisterne spurgte også den danske transportminister, Henrik Dam Kristensen. "Jeg bliver dybt forarget over, at arbejdsgivere vil være det bekendt", sagde han. Men en direktør for transportarbejdsgiverforeningen udtalte, at der ikke var noget galt i at vælge at lave mad over en primus. "Vi overholder i hvert fald loven", forsikrede han.

Nyhedsindslaget mundede ud i en beklagende konklusion, at "der ikke er noget at stille op over for det". Beklagelserne og den moralske appel forekom at være det eneste svar på situationen. Repræsentanten for arbejdsgiverne var klar i mælet: "Vi kan ikke konkurrere, hvis vi betaler danske lønninger".

Vi taler desværre ikke kun om transportsektoren. En stor del af de koteletter fra danske grise, som vi køber fra supermarkedernes køleskranke, er fremstillet på slagterier lige syd for den danske grænse under vilkår, der er milevidt fra danske overenskomster. Det er igen polske, rumænske og andre arbejdere, som i realiteten arbejder uden overenskomst. Endnu lavere lønnet er ukrainerne. På byggeområdet er forholdene også velkendte.

Med andre ord, social dumping er kommet. Og vi må se i øjnene, at fagbevægelsen og politikerne har vanskeligt ved at håndtere situationen. I 40 året for den danske afstemning om EF vil det være relevant at se på EF/EU´s rolle i hele miseren.

EU's rolle

Vi har en dansk arbejdsmarkedsmodel, som politikerne er stolte af - i hvert fald ved festlige lejligheder. I modellen indgår der stærke organisationer på arbejdsmarkedet, der agerer relativt uafhængigt af statslig indblanding, samt overenskomster, som faglige organisationer og arbejdsgiverne håndfast bakker op omkring. Det indebærer også en naturlig brug af blokader.

I dansk fagbevægelse tages det ofte for givet, at EU sikrer nogle af fagbevægelsens grundlæggende interesser. EU er angiveligt en union, hvor sociale rettigheder og menneskerettigheder er skrevet ind i traktaten. EU er, forstår man, så at sige de skandinaviske velfærdsmodeller overført på den globaliserede verden. Det dækker stort set den danske fagbevægelses grundholdning til EU.

I de senere år har fagbevægelsen tilsyneladende haft den holdning, at jo hurtigere og mere omfattende EU bliver udbygget, jo bedre.

Men lad os gå til benet: Er EU en garant for den danske model, en garant mod social dumping og oven i købet en garant for en beskæftigelsesfremmende politik?

De sidste 50 år har dansk fagbevægelse foretaget flere rutsjeture i synet på EF/EU. I begyndelsen af 1960'erne var det god latin både i Socialdemokratiet og i fagbevægelsen at opfatte EF som et kvinde- og fagforeningsundertrykkende forehavende. I 70´erne splittedes arbejderbevægelsen på spørgsmålet om EF. Store dele af fagbevægelsens top med LO i spidsen arbejdede for en tilslutning. Hovedargumentet var, at EF ikke ville blande sig i den danske arbejdsmarkedsmodel. "Nødderne knækker vi selv", sagde daværende LO formand Thomas Nielsen i annoncer op til afstemningen om dansk EU-medlemskab i 1972.

Men der var fortsat modstand i faglige rækker. Dengang blandede EU sig slet ikke meget i så meget i arbejdsmarkedets organisering som senere. Næste vendepunkt kom i slutningen af 1980'erne, hvor Jacques Delors satte gang i det indre marked og ønskede fagbevægelsen med som garant for projektet.

Omtrent samtidig kom murens fald. Situationen åbnede for et nyt kapitel i fagbevægelsens og dele af venstrefløjens revision af EU-skeptiske holdninger. I løbet af 1990'erne og frem i 00'erne voksede støtten til EU fra store dele af venstrefløjen og fagbevægelsen. Stikordet var den sociale dimension. Om den tidligere snak om nødder ikke var glemt, så lå den i hvert fald langt væk.

I de senere år har fagbevægelsen tilsyneladende haft den holdning, at jo hurtigere og mere omfattende EU bliver udbygget, jo bedre. Men vi stiller spørgsmålet igen: Er det rigtigt, at jo mere union vi får, jo mere EU bestemmer på arbejdsmarkedet, jo mere styr vil vi få på for eksempel den sociale dumping?

EU-Domstolen bestemmer

Mange hidtidige erfaringer taler imod. Indtil omkring midten af 00'erne fyldte stof om ligeberettigelse for kønnene mest i fagbevægelsens EU-debat. Fra 2007 var der andre sager, som foruroligede især fagforeningsfolk fra Skandinavien og andre nordeuropæiske lande. EU-domstolen begyndte at vise en markant aktivistisk side af sit virke. Især tre sager, som blev bragt for domstolen, chokerede skandinaviske fagforeningsfolk, som levede i troen på, at EU sikrede sociale rettigheder.

I Vaxholm i Sverige havde kommunen besluttet at udlicitere noget skolebyggeri til et lettisk byggefirma. De medrejsende letter arbejdede til langt under svenske overenskomster. Den svenske fagbevægelse etablerede blokade. Det er måden, man gør det på i Skandinavien. Den svenske arbejdsret accepterede blokaden, det var jo en hundred år gammel tradition. Alligevel sendte den svenske arbejdsgiverforening sagen til EU-domstolen, som erklærede blokaden for ulovlig. Domstolen sagde, at bestemmelsen om arbejdskraftens frie bevægelig og retten for virksomheder til at etablere sig var vigtigere end nationale svenske ordninger!

 At belønningen for at tilpasse sig EU skulle være en effektiv kamp mod social dumping, har vist sig som en illusion.

Dommen kunne ikke appelleres. Det var en mavepuster til mange skandinaviske forestillinger om sociale garantier. Mange svenskere mente nok, at EU i dette tilfælde garanterede social dumping, nemlig østeuropæeres ret til at konkurrere med skandinaviske arbejdere – og direkte på lønnen.

Næsten samtidig markerede EU-domstolen sig igen i en sag fra Tyskland, nemlig fra Niedersachsen. Her var det en delstat, som havde vedtaget, at ansatte i delstatens offentlige sektor skulle arbejde til gældende overenskomst. Arbejdet i et lokalt fængsel var udliciteret til et polsk firma. De ansatte fik betydeligt mindre end overenskomsten. Også denne sag endte for EU-domstolen, som erklærede Niedersachsens bestemmelse for værende uforenelig med EU's principper.

Uholdbart for demokratiet

Senere var der en sag fra Luxemburg, som klargjorde EU's principper på et andet område. Den luxemburgske regering havde vedtaget en lov, der krævede, at udenlandske firmaer skulle registrere sig i landet. Også denne lov blev erklæret uforenelig med EU. I øvrigt har det rejst tvivl om, hvorvidt det danske RUT-register, der kræver registrering af udenlandske arbejdstagere, er lovligt ifølge EU.

Disse sager har rejst en lang række ubesvarede spørgsmål. Hvad menes der, når vi taler om EU's sociale dimension og andre sociale rettigheder? Det lader til, at alle kan bifalde de brede begreber, hvad enten de står i traktaterne eller i direktivteksterne. I sidste instans er det så EU-domstolen, som konkret kommer til at definere, hvad der er rigtigt eller forkert. Og EU-domstolen lægger næsten altid vægt på den fri konkurrence. At Domstolen har fået en reel politisk magt, er uholdbart for demokratiet.

Sammenlignet med andre lande har de nordiske lande formået at klare finanskriser bedre end mange andre. EU har fået Nobels fredspris, men prisen for klog økonomisk styring ville have været for komisk. På trods af detaljeregulering af mange ting, så har EU fejlet, når det drejer sig om styring af krisen. Især i syd og øst taber EU en hel generation af unge, som er arbejdsløse eller får en sulteløn. De kan næppe føle, at de er en del af et stort socialt fælleseuropæisk projekt.

Der er stærke følelser og kultur knyttet til arbejdsmarkedssystemer. De er ofte resultater af en længere historie. At presse et fælles EU-system ned over dem med bureaukratiske midler er hverken realistisk eller demokratisk ønskeligt. At belønningen for at tilpasse sig EU skulle være en effektiv kamp mod social dumping, har vist sig som en illusion.