SF's formandsvalg var en begmand til Søvndals ledelse og kurs fra SF's medlemmer.

Da Villy Søvndal i foråret 2005 blev valgt som formand efter Holger K. Nielsen, kom han fra partiets venstrefløj. Søvndal indledte da også sin formandsperiode med et klart opgør med den kopipolitik i forhold til Anders Fogh Rasmussen, som Socialdemokraterne (S) efter valget af Thorning samme forår netop var slået ind på. En kopipolitik, der afspejlede, at det i Socialdemokraterne var højrefløjen – den gamle Nyrup-fløj – der havde overtaget magten.

I stedet markerede Søvndal sig med klar og åben opposition til Anders Fogh. Denne klare, antiborgerlige kurs bragte SF succes vælgermæssigt. Allerede inden Thorning-Schmidt overtog fra Lykketoft, havde en lang række venstresocialdemokrater vendt deres gamle parti ryggen. Ved valget i 2005 var det Marianne Jelved og De Radikale, der høstede stemmer fra utilfredse socialdemokrater.

Nøglen til Søvndals succes var et klart venstrealternativ til Fogh og til S's højredrejning under Thorning-Schmidt og Sass Larsen.

Men i takt med, at Jelved slog større brød op, end hun kunne bage, og De Radikale (RV) efterhånden opsplittedes (Ny/Liberal Alliance), drog de hjemløse venstresocialdemokrater videre. Med Søvndal som den nye, klare kritiker af Fogh, blev SF nu tilflugtssted for dem. Det var baggrunden for, at SF blev mere end fordoblet ved valget i 2007.

En anden del af baggrunden for fremgangen var, at SF gjorde sig til talsmand for samling i oppositionen mod Fogh. Dermed kunne man samle den store frustration op, som fandtes blandt oppositionen mod det uafbrudte borgerlige styre siden 2001.

Søvndals højredrejning

Så langt så godt. Nøglen til Søvndals succes var altså at tilbyde et klart artikuleret venstrealternativ til Fogh og til Socialdemokraternes højredrejning under Thorning-Schmidt og Sass Larsen.

Men Søvndal begyndte i stigende grad at forlade denne linje. Af hensyn til Socialdemokraterne begyndte han at flytte SF til højre. Dette skete navnlig i udlændingepolitikken, hvor SF i 2007 accepterede 24-års-reglen og den stramme udlændingepolitik ligesom i andre dele af værdipolitikken, for eksempel i retspolitikken.

Men det skete også i den økonomiske politik, hvor SF i 2008 accepterede skattestoppet, som S da længe havde tilsluttet sig, og da SF i 2009 var parat til en skattereform med topskattelettelser.

I forlængelse heraf gennemførte Søvndal og hans nære allierede Ole Sohn efter valget i 2007 under parolen: fra protest- til indflydelsesparti, en omorientering af SF's politiske mål: Fra at fokusere på en anden politik end den borgerlige skiftedes fokus i stigende grad på regeringsdeltagelse som det primære mål.

Samtidig med den politiske højredrejning havde Søvndal allieret sig med en højrefløj i SF centreret omkring tidligere og nuværende SFU-ledere. Hvor "det gamle SF" kom fra en socialistisk venstrefløj, har denne "børnebande" – også kaldet den arbejderistiske fløj – i stedet haft et reformpolitisk perspektiv, som ikke ligger langt fra en socialdemokratisk tilgang.

Under påberåbelse af et generationsskifte promoverede Søvndal Thor Möger Pedersen, Astrid Krag, Jesper Petersen med flere til fremtrædende poster i partiledelsen. Thor Möger Pedersen blev således i 2009 næstformand i SF, og Astrid Kragh næstformand i folketingsgruppen. Begge blev som bekendt senere i 2011 udnævnt til ministre i regeringen, Möger endog uden at være valgt til Folketinget.

Det skete hen over hovedet på andre grupperinger i SF, og uden at denne højrefløj i virkeligheden havde et flertal bag sig i partiet. Blandt andet derfor gennemførte Søvndal i 2009 en centralisering af partiet, hvor hovedbestyrelsen stækkedes ved at blive erstattet af en svagere landsledelse, og hvor magten centraliseredes hos partitoppen i daglig ledelse, hvor arbejderristerne blev placeret.

Taktisk venstredrejning hos S

Søvndals højredrejning havde i første omgang succes.

Socialdemokraterne oplevede som bekendt et nyt valgnederlag i 2007. Thorning kunne på ingen måde leve op til sit løfte om at "slå Anders Fogh". På trods egen "medfødte" tilbøjelighed til at se til højre indså S-ledelsen (Sass Larsen), at partiet - for at genvinde regeringsmagten - måtte have de flygtede venstresocialdemokrater bag sig igen.

Og da de nu var hos SF, måtte man altså gå ind i en alliance med SF. S forsøgte så at sige at kvæle SF's succes ved at omklamre det. Resultatet var som bekendt de fælles valgprogrammer: Fair Forandring (2009) og Fair Løsning (2010) samt Fair Løsning 2020 (2011).

Spørgsmålet er imidlertid, om der var tale om en ægte politisk kursændring fra højrefløjen i S, eller om ændringen snarere var taktisk og midlertidig, fremtvunget af omstændighederne. For samtidig med Socialdemokraternes tilsyneladende venstredrejning på Christiansborg fastholdt fremtrædende højrefløjssocialdemokrater (for eksempel Kommunernes Landsforenings formand Jan Trøjborg) den borgerlige økonomiske politik, som S hidtil havde støttet.

Og nok så afgørende fastholdt Socialdemokraterne RV som en del af regeringsprojektet, uanset dets dybt borgerlige, økonomiske politik. Men det skete, uden at RV blev inddraget i et fælles valgprogram. Hermed var der på forhånd åbnet for, at en ny regerings politik efter valget i realiteten først ville blive fastlagt efter valget i forhandlinger mellem S, R og SF.

Man kunne før valget i 2011 fornemme, at både RV og S-ledelsen forestillede sig en gentagelse af forløbet i Nyrup-regeringen, hvor man først i en kortere periode gennemførte progressive reformer og kickstart for at nedbringe arbejdsløsheden, hvorefter kursen blev lagt om til en borgerligt orienteret reformpolitik (arbejdsmarkedsreform, skattereform). Blot skulle SF denne gang med i regeringen i stedet for som under Nyrup være støtteparti.

Søvndals fald

Baggrunden for, at SF havde fået fremgang var altså ikke mindst, at Søvndal gennem et artikuleret venstrealternativ til Foghs politik – og til kopipolitikken i S - havde held med at gøre SF til tilflugtssted for Socialdemokraternes hjemløse venstrefløj.

Men med Søvndals og arbejderristerne højredrejning af partiet og politikken for at tækkes S undergravede man selv dette grundlag for partiets fremgang, idet partiet mere og mere fremtrådte som et minisocialdemokrati, som SF's vælgere havde svært ved at skelne fra S. Hvilket var en væsentlig del af baggrunden for, at SF's tilslutning igen begyndte at rutsje ned, og at SF ved valget i 2011 ligefrem gik mærkbart tilbage.

Målet havde været, at SF skulle blive et indflydelsesparti ved at påtage sig regeringsansvar, men indflydelsen blev det også småt med. Ved valget i 2011 sved den manglende politiske afklaring mellem S-SF på den ene side og RV på den anden side til S-SF, idet RV ved valget kunne køre på frihjul og på en og samme tid gå til valg på et regeringsskifte og fortsat borgerlig økonomisk politik.

Målet havde været, at SF skulle blive et indflydelsesparti ved at påtage sig regeringsansvar, men indflydelsen blev det også småt med.

Et regeringsskifte blev hermed muligt, men med RV i en styrket position.

Og nok så væsentligt blev også tilbagegangen for både S og SF en anledning for højrefløjen i S-ledelsen til at lægge store del af valgprogrammet Fair Løsning til side og i stedet vende tilbage til den borgerlige, økonomiske politik, som man egentlig havde stået for.

Hermed var SF fra starten blevet lillebror og baghjul på en ny SR–akse omkring en videreførelse af VK-regeringens genopretningspolitik og arbejdsmarkedsreformer. Søvndal fik hermed nok gennemført sit mål om at få ministerposter til SF, men fik til gengæld ikke mange fingeraftryks indflydelse på regeringsgrundlaget.

SF's rolle i S-R-SF-regeringen er blevet reduceret til legitimering af den borgerlige, økonomiske politik, som S-R-SF-regeringen efter en kort overgangsfase omkring finansloven 2011 siden har stået for (for eksempel reformen af førtidspension og fleksjob og skattereformen).

Dette har sendt SF's vælgere på flugt, fordi de ikke i den førte politik har kunnet genkende det, som SF traditionelt har stået for og gik til valg på, og fordi de som anført heller ikke har kunnet se forskel på S og SF.

Søvndal formåede på den ene side at bringe SF fremgang og dernæst ind i magtens centrum i regeringskontorerne. Men prisen blev på den anden side en politisk højredrejning, der har fjernet partiet fra sine rødder og indskrænket medlemsindflydelsen, og som siden har kostet SF identitet og tilslutning – ja truet SF's eksistensberettigelse.

Spørgsmålet er så nu, hvad den nye formand kan gøre ved det?