De medvirkende børn og unge siger meget præcist, hvad skilsmisser har gjort ved dem. Ud fra mine mange års terapeutiske arbejde med familier kan jeg genkende det, de fortæller.

Jeg tænker blandt andet på Lykke. Den 17-årige pige savner sin far, og hun og de andre unge gav meget præcist udtryk for deres sorg i forbindelse med forældrenes skilsmisse. For at forstå disse børns og unges tanker skal man forestille dig sorgen for eksempel i forbindelse med at miste et nært familiemedlem. Hvad sker der i din krop og dit liv, når du føler sorg? Som voksne har vi nogle handlemuligheder, hvor vi på forskellige måder kan forsøge at arbejde med vores sorg, men børn og unge har ikke samme handlemuligheder som voksne.

Vi står i kø for at tage afstand

Et fælles træk for de unge var, at de gav udtryk for, at "det er vores skyld, at far og mor blev skilt". Uden at generalisere viser det, at mange går med skyldfølelse og tanker, der kan have negative konsekvenser for deres udvikling. Det har jeg en del erfaring med, og jeg vil i det følgende illustrere det med en case:

Når unge begår en uhensigtsmæssig handling, er der blandt både almindelige samfundsborgere, politikere og fagfolk en tendens til at gøre meget ud af at dømme den unge. Jeg savner indimellem, at nogen fordyber sig i, hvad der får unge mennesker til at begå uhensigtsmæssige handlinger, eller hvorfor de har svært ved at fungere i skolen og andre sociale fællesskaber. Jeg siger ikke, at skilsmisse er den eneste grund til unges dårlige trivsel, men som vi så I tv-udsendelsen, og som min egen erfaring viser, gør skilsmisser noget ved børn og unge.

I mit familieterapeutiske arbejde kom jeg i kontakt med en 14-årig, som sad i surrogatfængsel for blandt andet røveri og vold mod sagesløse. Jeg var som så mange andre sur/vred på den unge på grund af disse handlinger, men da jeg hørte de unge i tv-udsendelsen, kom jeg til at tænke på den unge, som jeg arbejdede med og lærte at kende. Den unge var ikke stolt af sin fortid, men flov over at gå på gaden og se folk i øjnene og skamfuld over sine uhensigtsmæssige handlinger.

Jeg savner min far

Da jeg kom tæt på den unge i en samtale, lød det nogenlunde som følger: "Jeg savner min far, som jeg ikke har set i … 7 år…" Jeg forstod, at den unge hungrede efter sin far og spurgte, om jeg måtte ringe til faren. Reaktionen var: "Du er syg i hovedet… er du klar over, at min far vil slå mig ihjel på grund af alle de ting, jeg har lavet?" Jeg lovede at vente, og når den unge var klar, ville jeg forsøge at få kontakt til faderen.

En dag blev jeg kontaktet af radioen, som ville høre, om jeg kendte nogle unge, der ville fortælle deres personlige historie om, hvordan de var kommet ud af en kriminel løbebane. Jeg spurgte, om den nævnte unge ville fortælle journalisten om, hvordan man med terapeutisk støtte kunne arbejde på at komme ud af kriminaliteten og ikke mindst give et bud på, hvorfor nogle unge begår uhensigtsmæssige og grove handlinger.

Jeg gik og græd for mig selv og var ked af, at jeg ikke ... hørte fra min far

Den unge sagde bl.a.: "Jeg gik i min egen verden, kom i skole og i fritids- og ungdomsklub… og mange andre steder… men ingen voksne forstod mig og mit problem… jeg gik og græd for mig selv og var ked af, at jeg ikke så og hørte fra min far… om min far kunne lide mig… osv." Den unge sluttede samtalen med at sige: "Ahmet var en voksen, som kunne lide mig, lyttede til mig og forsøgte at gøre noget ved de ting, jeg ville have hjælp til".

Dagen efter radioudsendelsen ringede min telefon, og jeg hørte en stemme, som jeg ikke kendte. Han fortalte sit navn, og at han havde hørt radioudsendelsen og været ked af det, siden han havde hørt sit barns stemme.

Han ville høre, om jeg ville være behjælpelig med at få hans barn til at møde ham, og det var lige præcis det, jeg havde talt med den unge om. Jeg lovede faren, at jeg ville vende tilbage inden for kort tid, når jeg havde forhørt mig hos den unge. 

Men den unge svarede: "Nej, nej, nej! Det gør jeg ikke, jeg er bange, du kender ikke min far…" Jeg kunne se, at den unge samtidig gerne ville se og være sammen med sin far, så uden at presse gav jeg det tid, men fastholdt, at jeg ville støtte et møde og gerne være til stede, når de skulle mødes.

Efter nogle dage gik den unge med til at møde sin far på et neutralt sted. Inden mødet var jeg hos den unge, som var nervøs for, hvordan det ville gå. Mødet blev meget følelsesladet. De holdt om hinanden og græd i hinandens arme. Mødet udviklede sig til, at faren hjalp med en arbejdsplads på et lager samt en bolig, og de fik en god relation.

Familierne kan hjælpes

Jeg er overbevist om, at terapeutisk hjælp kan være gavnlig i forhold til skilsmisser. For børnene og de unge kan man skabe et rum, hvor deres stemmer bliver hørt, og hvor de selv eller via terapeuten sætter ord på tab og sorg i forbindelse med forældrenes krise. Herigennem kan de også få forklaret, at problemerne ikke har noget med dem at gøre, så de ikke går rundt med skyldfølelse. 

For forældrene kan terapien betyde, at man via samtalerne reflekterer over sine egne følelser og konsekvenserne af sine valg for én selv og for børnene. At man i sidste ende tager ansvar for sine valg, så man i en skilsmisseproces eller senere ikke bruger børn og unge som gidsler i sin kamp mod den tidligere ægtefælle. Terapien kan også skabe forståelse hos forældrene af, hvordan deres valg kan have konsekvenser for deres børns udvikling, som jeg nævnte i casen.

Børn og unge skal ikke være budbringere mellem forældrene. De har brug for, at både forældre og andre voksne har øje for deres tab og sorg og yder den støtte, de har behov for, så de ikke udvikler en uheldig personlighed og får adfærdsforstyrrelser på grund af forældrenes skilsmisse.