Knud Andersen fra Middelfart ønsker i et læserbrev (16. 10.) at værnepligten bliver afskaffet, så de krigsbegejstrede i Venstre og Konservative selv kan påtage sig byrden at sende deres elskede i krig mod fjerntliggende folk, vi ikke kender. Eller hyre nogle mennesker, der bare tager jobbet af pengenød.

Jeg er tilbøjelig til at dele hans ønske. Jeg ser ikke, hvorfor man skulle ofre sine elskede til de meningsløse krige, den danske stat har valgt at kaste sig ud i. Bliver der behov for at forsvare de danske øer mod angreb, bliver det vel som i 1940-1945 i form af sabotage af militæranlæg og våbentransporter.

Vi er mange mennesker, der gerne ville have demokratisk medbestemmelse på så vigtige sager som våben, missiler, kampfly og angreb på fremmede nationer, der i sidste ende kan føre til gengældelsesangreb. Men får vi det ved at være med i militæret ? Frank Grevil var for eksempel major i hæren - ikke nogen høj stilling - men dog indenfor murene og med betroede opgaver, troede han.

Lækkede efterretninger

Han lækkede som bekendt de militære efterretninger, der viste, at den officielle begrundelse for at tæppebombe Irak, var ikke-eksistrende (papirerne viste, at der ingen atomvåben var), men han blev anklaget og dømt ved byretten, fordi han "havde skadet det efterretningsmæssige samarbejde mellem vore vigtige alliance-partnere" og sad efterfølgende i fængsel tre måneder.

Det er nok muligt at "alliance-partnere" blev sure , men hovedspørgsmålet i forhandlingerne i Sikkerhedsrådet omkring resolutionerne om Irak kom af forskellige taktiske grunde til at handle om, at der ikke måtte være atomvåben dér, og ikke om at nogen var sure på Danmark eller Irak.

Jeg overværede retssagen, hvor alle mulige uniformerede top-chefer rendte rundt og så kalkunrøde og bistre ud i hovederne

Alligvel kom ingen af magthaverne i byretten i Danmark ind på dette af magthaverne selv rejste hovedspørgsmål: er der atomvåben i Irak? Jeg overværede retssagen, hvor alle mulige uniformerede top-chefer rendte rundt og så kalkunrøde og bistre ud i hovederne, som spillede de en rolle i en opsætning af et Holbergstykke. Ingen talte om atomvåben! Kun om den ansattes "svigt" overfor sin "pligt". Der var ikke nogen publikummer, der grinede - for det må man kun i teatret.

Frank Grevil opfattede, at militæret var et lukket system, der var ude af stand til at korrigere sig selv i en efterretningssag om atomvåben og lækkede derfor til civilsamfundet, som han syntes havde krav på besked om atomvåbnenes fravær i Irak. Men det afværgede jo så ikke, at Baghdad blev sønderbombet kort tid efter. Så militæret kørte med krigs-klatten, og det har det jo sådan set gjort lige siden. 

Den spinkle modværge

Det eneste menneske, der for alvor satte sig til modværge mod tæppebombningen af Baghdad, var en spinkel civil kvinde med en hammer, Ulla Røder, der nedrustede to kampfly. Den 11. marts 2003 saboterede hun et britisk Tornado-fly ved Royal Airforce Basen Leuchars, der skulle sættes ind i i Irak-krigen. Ligesom Frank Grevil gik hun i fængsel for det.

Er det værd at kæmpe for en almen pligt til militær inddoktrinering og 100 procent tavshedspligt i en sådan hær, der sætter en ære i at beskytte de internationale alliance-partneres efterretningsvæsener men ikke den danske offentligheds ret til at vide?

Frank Grevil ytrede på et tidspunkt, at han ikke kunne forstå, at de i militæret følte sig som om, "de var noget særligt fornemt", når de ikke tog de militære efterretninger, som de havde fået i atomvåbenspørgsmålet, alvorligt. Senest synes jeg også at myten om den elegante hemmelige agent 007 er falmet noget i lyset af billedet af den eneste af mig kendte danske agent ude i virkelighedens ørken: en 32-årig halvfed eks-banditos-dreng med en AK 47 !

I kampen for en bedre og social verden synes jeg også, at befolkningerne her i det 2100 århundrede overvejende vælger at gå uden om hærene og stemme , organisere eller massedemonstrere sig til mere indflydelse og mere velfærd. Eksemplerne i Latinamerika er mange.