Som flittig USA-besøgende tænker jeg tilbage på den turbulente tid I 1970'ernes USA. Især er der en bestemt aktion, udført af Symbionese Liberation Army (SLA), der har sat sig fast i min erindring. Også enkelte ældre, skakspillende hjemløse fra Market Street i San Francisco huskede endnu i 2011 denne begivenhed fra deres ungdom.
Navnet SLA havde de dog glemt. Det var en militant bygruppe, der mellem 1973 og 1975 var aktiv i Californien, først og fremmest i San Francisco Bay Area.
Anledningen havde været fængselsbesøg og New Left's sammenligning af amerikanske fængsler med koncentrationslejre - til undertrykkelse af afroamerikanere, der skulle være politiske fanger.
En aktionsplan, der skulle knytte aktivister blandt studerende til fængselsmodstandere, var blevet udviklet af SLA. Den første aktion fandt sted den 6. november 1973 i containerbyen Oakland. En skoleinspektør blev skudt, og hans stedfortræder hårdt såret, da de forlod et skolebestyrelsesmøde. To SLA-medlemmer blev arresteret.
SLA planlagde et modtræk, nemlig kidnapning af en betydningsfuld person, for på denne måde at få de to anholdte fri igen. Kidnappingen skete den 4. februar 1974. Ofret var aviskongen Hearst's barnebarn, arvingen Patricia Hearst, der studerede i Berkeley.
Det lykkedes ikke at få de arresterede frigivet, så i stedet krævede SLA løsepenge i form af fødevarer til fordeling blandt områdets fattige. I begyndelsen var beløbet, som Hearst-familen skulle skaffe frem, sat til fire millioner dollar; dette blev til sidst til 400 millioner. Gratis mad blev delt ud, men operationen standsedes, da vold opstod på et af de fire fordelingssteder, fordi der var kommet langt flere mennesker end forventet.
Der blev senere i kommunalt regi gjort et nyt forsøg, hvor 100.000 poser med madvarer blev fordelt på 16 steder i fire amter. Det burde selvfølgelig have været myndighedernes opgave at sørge for disse borgere. Men efter denne gode gerning fortsatte man alligevel med vold og mord, nu med Patricia Hearst, der ikke var blevet frigivet, som medlem.
Yderligere to banker blev røvet, hvor endnu tre civilister blev dræbt, blandt andet en mor til fire børn. Patty Hearst deltog i det ene røveri med gevær i hånden. Efter at gruppen i maj 1974 var taget til det sydlige Californien, hvor man havde besat et hus i Los Angeles, blev man udsat for et "police shoot-out", som resulterede i, at fem medlemmer blev skudt.
Der var stadig otte aktive medlemmer, som tog til det mere sikre San Francisco-område. Her blev Patricia Hearst anholdt den 18. september 1975. For sin deltagelse i et bankrøveri blev hun senere idømt syv års fængsel. Præsident Carter nedsatte straffen til 21 måneder; præsident Clinton benådede hende.
Af de øvrige SLA-medlemmer, der var blevet fanget og dømt, sidst i 2002, var i 2009 alle på fri fod igen; kun livstidsfangen Joseph Remiro fra startskuddet i Oakland i 1973 sad på det tidspunkt stadig i fængsel.
Efter 1975 fik San Francisco ikke megen tid til at falde til ro. Harvey Milk blev valgt som byens første homoseksuelle borgmester. Han fik dog kun en kort borgmesterperiode, for allerede i 1978 blev han myrdet.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278