22 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Også sharia tidligere

Også sharia tidligere

Måske skulle man vurdere sharia en smule mere nuanceret. Begrebet opfattes meget forskelligt fra menneske til menneske, og indeholder foruden regler om straf også retningslinjer om hjælpsomhed og medfølelse

Ved læsning i Arbejderen kan man få det indtryk, at man efter Gaddafi's fald i Libyen kunne risikere at få indført sharia. Sagen er imidlertid den, at sharia allerede fandtes, lige fra Gaddafi kom til magten i 1969.

Ifølge Dirk Vanderwalles "A History of Moderne Libya" startede han med helt at anerkende sharia, men i 1978 erklærede han, at sharia ikke længere kunne benyttes i den gamle udformning, idet den satte grænser for en mere moderne udvikling. Han erklærede, at regimet med moderniseringen havde genindsat den sande sharia.

Patrick Haimzadeh kan i bogen "Au Coeur de la Libye de Kadhafi" ("I hjertet af Gaddafis Libyen") fortælle, at amputation af tyves hænder og stening af utro kvinder blev indført i straffeloven i 1987. Ifølge samme forfatter er denne lov imidlertid kun blevet benyttet i ét tilfælde i 2002, da fem personer fik hænder amputeret, efter at de havde røvet militærkøretøjer.

Kvinder fik tilkendt flere rettigheder under Gaddafis styre, blot de holdt sig inden for de kvindelige roller. I Gaddaffis "Grønne Bog" – som skulle være retningsgivende for livet i Libyen – skrev han: "En kvinde er smuk, medfølende og følsom. Hun bliver let bange og er almindeligvis et mildt væsen, medens manden som et positivt, naturligt hovedtræk er aggressiv."

Daniel Kawczynski fortæller i bogen "Seeking Gaddafi", at Gaddafi i en tale til 700 kvinder i Italien fremhævede, at kvinder i hans land ikke behøvede at henvende sig til staten for at få lov til at køre bil, men kunne nøjes med at få lov af manden eller en broder.

Som man ser, har Libyen gennem årtier været præget af sharia, hvilket i og for sig er naturligt nok, idet den udtrykker væsentlige træk i den lokale religion.

Jeg kan godt efterlyse, at man i højere grad ser mere nuanceret på, hvad sharia er. Den tolkes meget forskelligt fra land til land – og fra menneske til menneske. Den indeholder ikke blot forbud, men også påbud om hjælpsomhed og medfølelse med andre mennesker. Mange finder i islam en modpol til den overfladiske vestlige livsform.

 

 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


27. nov. 2012 - 10:37   27. nov. 2012 - 10:45

Læserbrev

af Eigil Nielsen, Frederiksværk