26 Feb 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Den tyske model

Den tyske model

De tyske arbejdsmarkedsforhold har for længst haft sin debut i Danmark, så når arbejdsgiverformanden er forarget over, at Danmark ikke følger med på dette område, så er han slet ikke opdateret.

Hvem skal købe varerne, hvis arbejderne skal holde igen med lønkrav? Den tyske arbejderklasse har længe kæmpet for at bevare lønniveauet, som for nogle arbejdere er helt nede på 3000 kroner om måneden. Her demonstreres der imod den neoliberale udvikling og for bevarelse af de sociale rettigheder.
FOTO: Fadl Umbruch Bildarchiv
1 af 1

Lønsolidaritet er gift for konkurrenceevnen. Sådan starter et læserindlæg i Landbrugsnyt begået af godsejer Gerner Wolff Sneedorff, formand for Gartneri-, Land- og skovbrugets Arbejdsgivere (GLS-A). Udover et par sure opstød over offentlige ansattes faglige rettigheder, og at de danske lønninger er helt ude af trit med markedskræfterne, henviser godsejeren til, at i Tyskland arbejder mere end en tredjedel af alle lønmodtagere i kortvarige ansættelser til cirka 3000 kroner om måneden for et job op til fuld tid. Men her er godsejeren alt for sent ude.

Den tyske model er for længst implementeret på det danske arbejdsmarked. Egentlig er der ikke meget nyt i den tyske model. Det er stort set ikke andet end genbrug fra den helt gamle model. Ulemperne ved både den gamle og den nye er, at man sætter overenskomsterne ud af kraft, fratager folk deres rettigheder og behandler syge og arbejdsløse som lort. Der er masser af underbetalt arbejdskraft indenfor gartneri og landbrug i Danmark.

Hvis arbejdsgiverne ikke kan eller vil drive virksomhed, må vi selv overtage gesjæften.

Og der er ikke noget mærkeligt i godsejerens udtalelser - det er jo et menneskesyn, der går helt tilbage i tiden, hvor man smed folk på træhesten. Det mest mærkelige er dog, at han ikke spørger sig selv om, hvem fanden der skal købe hans produkter og fylde hans lommer op med EU-midler, når man fjerner folks indtjeningsgrundlag. Men der er vel også ved at være gået over 70 år, siden der sidst er kommet et friskt pust til storbønderne og godsejerne nede syd for grænsen.

Nu skal godsejeren jo ikke helt fortvivle. Vores egen regering arbejder på et lignende projekt, der til forveksling ligner det tyske. Det går i grove træk ud på, at give de syge og arbejdsløse samme behandling her i Danmark som i Tyskland. Til gengæld er der sket nytænkning hos regeringen. For at udradere den borgerlige opposition, har man simpelthen overtaget deres politik. Det har i den grad fået Lars Løkke så meget ud af hængekøjen, at han har måttet proklamere på Venstres landsmøde, at nu var man blevet superliberalister, men det kan han næppe skræmme denne regering med.

Det store problem for Venstre er egentlig: er der noget arbejde til dem efter næste valg, med den fart regeringen har med at afmontere velfærdsstaten. Til dette skræk-scenarie sidder toppen af dansk fagbevægelse holdningsløst og uden visioner og venter på, at spekulanterne og arbejdsgiverne skal skaffe nogle arbejdspladser. Hertil er der kun at sige, at hvis arbejdsgiverne ikke kan eller vil drive virksomhed, må vi selv overtage gesjæften.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


04. dec. 2012 - 09:00   04. dec. 2012 - 09:15

Læserbrev

af Ebbe Hansen, Stenløse, økologisk landmand