Arbejderbevægelsen står over for enorme udfordringer i Danmark, som vi kun har set optakten til. Når Bjarne Corydon med regeringens opbakning går ind og blander sig i overenskomstforholdene i SAS, så er det en fortsættelse af den korporativisme, som bliver mere og mere udbredt i samfundet.

Denne variant af det kapitalistiske system blev først indført i Italien og Tyskland - med katastrofale følger for fagbevægelsen. Kun i kraft af kommunisternes gennemarbejdede og vellykkede enhedspolitik lykkedes det i Italien at sprænge den korporative stat og vælte Mussolini.

Korporativismens nuværende udgave optræder ikke med fascistisk terror, men med andre former for pression. EU sætter alle sejl til for at udnytte krisen til at tvinge arbejderklassen i knæ.

Det handler om monopolernes uindskrænkede magt over produktionsmidler og kapital; et system, som medfører opgivelse af enhver form for selvstændig optræden af arbejderbevægelsens organisationer, såvel når det gælder overenskomster som lovgivning. I 1930'erne og på Stauning-regeringens initiativ indførte man "den solidariske lønpolitik".

Den havde til formål at skabe en mere ligelig fordeling af indkomsterne, men fik reelt den virkning, at det betød et lønstop for de fagligt mest aktive. Det var den korporative stat tilpasset danske forhold.

EU sætter alle sejl til for at udnytte krisen til at tvinge arbejderklassen i knæ.

Men det er også vigtigt at se tingene i deres udvikling, i deres selvbevægelse. Statsmonopolismen i 1970'erne, da Isi Grünbaum skrev sin bog "Kapitalismens politiske økonomi", er ikke den samme som i begyndelsen af det 21. århundrede. Det nye er, at modsætningen mellem nationale hensyn og EU's interesse i at afvikle nationalstaten er skærpet til bristepunktet.

De muligheder, som kapitalismen havde gennem opnåelsen af monopolprofitter i de oversøiske lande, findes ikke længere. Den økonomiske verdenskrise kender ingen grænser, men påvirker hele det kapitalistiske verdenssystem. Derfor de utilslørede krav om lønnedgang og længere arbejdstid, som det havde været utænkeligt for en socialdemokratisk regering at fremsætte i 1970'erne.

Da Helle Thorning og Villy Søvndal gik til valg på at forlænge arbejdsdagen, skete det med fuld opbakning fra fagbevægelsens top. Denne holdning blev først ændret, da de forskellige forbunds og fagforeningers medlemmer protesterede og gennemtvang et brud med trepartsmodellen. I 1930'erne rejste der sig brede protester mod lønbegrænsninger og forlænget arbejdsdag, og vi kan meget vel komme til at opleve noget lignende.

Den reaktionære politik vil blive mødt af en større enhed og fælles modspil. Spørgsmålet er, om venstrekræfterne evner at fremlægge en samlet antimonopolistisk politik, som kan virke overbevisende på flertallet af lønarbejdere i Danmark.

Bjarne Corydon er forøvrigt valgt i Esbjerg. Med millionstøtte fra den esbjergensiske fagbevægelse lovede han at bevare efterlønnen og bekæmpe arbejdsløsheden.