I fjor krævede svensk fagbevægelse  inden for industrien 3,7 procent mere i løn. Aftalen endte på 2,6 procent.

I år står LO-familien igen samlet om et fælles krav, hvilket den nyvalgte LO-formand Karl-Petter Thorwaldsson er glad for. Men der er ikke så meget at glædes over. For med efterårets fyringsrunder tales der om "at gå ned i gear". Lave lønstigninger skal redde arbejdspladser, siges det. I år kræver LO derfor kun 2,8 procent mere i løn.

Dertil rejses der krav om mindst 700 kroner til de, der tjener under 25.000 kroner om måneden.

Nu er det udspillet, og arbejdskøbersiden skriger som altid op om, at det er umulige krav... Lad os gætte på, at resultatet havner lige under to procent, og at de 700 kroner skrumper tilsvarende.

Argumentet for at skulle "ned i gear" er som sagt arbejdspladser, hvilket kan synes rimeligt. Ved at holde igen med lønkravene skal flere beholde deres arbejde og flere nye komme i arbejde.

Men er det rimeligt? Hænger det sådan sammen, at den igangværende fyringsbølge skyldes, at svenske arbejdslønninger er for høje, og indebærer lave lønstigninger at flere kommer i arbejde?

Svaret på begge spørgsmål er nej.

Fyringer i industrien skyldes ikke høje lønninger, men manglende efterspørgsel. Fastfrosne eller lavere lønninger redder fortjenesten hos eksportvirksomheder, men det redder ikke et eneste job. Det spiller ingen rolle, hvilke gaver LO kommer med. Virksomhederne tilpasser produktionen under alle omstændigheder...

Sverige er ikke alene om at nære den kapitalistiske gøgeunge. Frankrigs socialistiske premierminister Jean-Marc Ayrault vil sænke virksomhedernes lønudgifter med 170 milliarder kroner over tre år. Ifølge Ayrault skal det øge de franske virksomheders konkurrenceevne og skabe 300.000 nye arbejdspladser. Men heller ikke i Frankrig er det lønnen, der afgør, hvor meget der produceres, det er derimod købekraft og efterspørgsel.