09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Den grønne fornyelse i finanslovsaftalen

Den grønne fornyelse i finanslovsaftalen

Enhedslisten og regeringen introducerer med den grønne pakke en ny erhvervspolitik, hvor vi tager afsæt i grøn omstilling, der skaber grønne arbejdspladser.

Tusindvis af arbejdspladser på skibsværfterne er nedlagt. Men kloden over sejler en kæmpeflåde af miljøsvinende skibe, som trænger hårdt til en miljørenovering. Lad os få gang i skibsværfterne igen, hvor de nu ikke bygger, men renoverer skibe. Det har vi sat penge af til.
FOTO: Per Nielsen, arkivfoto
1 af 1

Den grønne del af finanslovsaftalen mellem regeringen og Enhedslisten er ikke bare en række enkeltstående grønne løsninger.

Her gøres op med den tankegang, at skabelsen af nye arbejdspladser først og fremmest handler om vækst og rammevilkår for erhvervslivet. Det er et bemærkelsesværdigt nybrud. I al den tid jeg kan huske, har "vækst" og "rammevilkår for erhvervslivet" været omdrejningspunktet for forsøget på at skabe nye arbejdspladser.

Med denne aftale gør vi op med den tankegang, som senest er kommet til udtryk med Venstre's forslag om lønnedgang og besparelser for 65 milliarder kroner. Det er gammeldags og perspektivløs erhvervspolitik. Enhedslisten og regeringen introducerer med den grønne pakke en ny erhvervspolitik, hvor vi tager afsæt i grøn omstilling, der skaber grønne arbejdspladser.

"Vækst" og "rammevilkår for erhvervslivet" har været omdrejningspunkt for forsøg på at skabe nye arbejdspladser. Det er gammeldags og perspektivløs erhvervspolitik.

Lad mig give et eksempel: Danmark havde tidligere en række skibsværfter. Det har vi ikke længere. Tusindvis af arbejdspladser er nedlagt. Men kloden over sejler en kæmpe flåde af miljøsvinende skibe, som trænger hårdt til en miljørenovering.

Lad os få gang i skibsværfterne igen, hvor de nu ikke bygger men renoverer skibe. Derfor sætter vi penge af til at sparke dette i gang.

Et andet eksempel: I dag bygges huse, hvor man placerer solcellepaneler oven på taget. Men hvorfor ikke integrere solcellerne direkte i tagpladerne, i vinderne, i facader, så solcellerne automatisk følger, med når du bygger nyt eller lægger nyt tag.

Derfor sparker vi nu gang i det.

Et tredje eksempel: Vort ressourceforbrug er ude af kontrol. Vi bruger langt flere ressourcer end acceptabelt, og det meste ender som affald. Vi skal have gang i kredsløbet. Affald i én produktion skal være råvare for nabovirksomheden.

Derfor søsættes nu et ressourceprogram, som sætter tryk på den udvikling. Ressourceforbruget sættes ned, mindre affald og grønne jobs.

Et fjerde eksempel: Landbrugssektoren producerer millioner af pattegrise, som eksporteres. Denne produktion ødelægger vort drikkevand og naturen. Landbruget skal omstille sig, og vi skal skabe markant flere arbejdspladser i landbrugssektoren ved at producere og forarbejde fødevarer af høj kvalitet.

Derfor sætter vi tryk på udvikling af landbrugssektoren med skift til økologi.

Det er en erhvervspolitik, som er baseret på grøn omstilling, og som skaber nye grønne arbejdspladser. Det er win-win. Det er ny, perspektivrig erhvervspolitik.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


01. dec. 2012 - 09:15   01. dec. 2012 - 09:15

Læserbrev

af Per Clausen, Aalborg, MF for Enhedslisten