09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Israel isolerer sig

Israel isolerer sig

Israel stemte imod opgraderingen af Palæstina i FN. Det var ellers en meget forsigtig resolution, som ville have sikret Israel respekt rundt omkring i verden

FOTO: www.ft.dk
1 af 1

Forleden fik jeg en mail fra den israelske ambassade i Danmark. Den indeholdt Israels kommentar til afstemningen i FN om Palæstina, hvor et meget stort antal af lande havde stemt for.

Jeg var ked af, at modtage mailen. Israel havde stemt imod opgraderingen af Palæstina. Jeg havde håbet, at Israel havde modtaget resolutionen med samme respekt, som da et stort flertal af lande i 1948 anerkendte Israel.

Den nye FN-resolution indeholder store fordele for Israel, blandt andet at en række lande - herunder 30 arabiske -  samtidig anerkender Israels ret til at leve som en selvstændig stat.

Det er en meget forsigtig resolution, som Israel burde have stemt for. Det ville have sikret Israel respekt rundt i verden. Nu isolerer de sig i stedet for. Også i Danmark isolerer Israel sig.

Alle partier på nær Dansk Folkeparti støtter Palæstinas opgradering i FN. Jeg opfordrer til at Israel løfter sig ud af isolationen og rækker hånden frem til fred. Et første skridt skal være, at Israel åbner isolationen af Gaza, der i dag fungerer som verdens største friluftsfængsel. Åbn grænserne, så folkene på Gaza kan begynde et normalt liv.

Et andet skridt er at stoppe Israels fortsatte udvidelser af de ulovlige bosættelser på Vestbredden. Og så ellers komme til forhandlingsbordet med reelle hensigter. Kun gennem en fredsaftale kan de to lande leve fredeligt og sikkert side om side.

Jeg ser frem til at Israel forlader den selvvalgte isolation og aggressive holdning til omgivelserne.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


06. dec. 2012 - 10:00   06. dec. 2012 - 10:00

Læserbrev

af Christian Juhl, MF for Enhedslisten