I oktober udsendte Ateistisk Selskab (AS), der er den største sammenslutning af ateister i Danmark, et personligt brev til samtlige medlemmer af Folketinget, hvori vi anmodede om kommentarer til partiernes holdning til omskæring af drenge.
Kun fem ud af 179 medlemmer er vendt tilbage på brevet og desværre uden præcisering af deres partiers holdninger til dette kontroversielle spørgsmål. Vi opfatter den manglende reaktion som udtryk for berøringsangst eller misforstået hensyn til muslimske og jødiske vælgere.
Ateister mener, at der kun gælder én lovgivning i Danmark, nemlig den, der udformes af Folketinget, og at alle skal følge den. Krav om respekt for traditioner med henvisning til, at de er mere end 2000 år gamle, og påstande om, at hele trossamfundets ve og vel står på spil ved et forbud, er en dårlig undskyldning for ikke at følge med samfundets udvikling, acceptere etiske indvendinger og lægevidenskabelige fremskridt.
Desværre ses der efter skønsmæssigt cirka to procent af omskæringer komplikationer i form af blødning, infektion, koldbrand i penis, hel eller delvis amputation af penis og patientens død, ligesom der i nogle tilfælde opstår langtidskomplikationer i form af for stram forhud, forsnævring af urinrørsmundingen, samt arvævsdannelse på penishovedet.
Der er al mulig grund til at forbyde ikke lægeligt begrundet omskæring af drenge.
Senest er der set dødsfald efter omskæring i Norge i april iår og i England i juli i år, og vi har i AS kendskab til alvorlige komplikationer her i Danmark. Der er flere tilfælde bare i år, hvoraf ét barn måtte genoplives efter hjertestop, men på grund af lægelig tavshedspligt er det ikke kommet til offentlighedens kendskab.
I Vesten er der efter Ateistisk Selskabs mening ingen acceptable sundhedsmæssige begrundelser for omskæring af sunde drengebørn. De oftest fremførte argumenter for drengeomskæring i USA er angiveligt nedsat risiko for urinvejsinfektioner i de første et til to leveår, samt mindsket risiko for seksuelt overførte herpes- og HPV-infektioner, samt HIV og peniskræft.
Men urinvejsinfektioner, der kun forekommer hos under én procent af drengebørn inden toårs alderen, kan let behandles med antibiotika, og øget risiko for seksuelt overførte sygdomme forebygges langt bedre med sikker sex. Sammenholdt med, at forhuden beskytter penishovedet og spiller en væsentlig rolle for den mandlige seksualfunktion, bør en beslutning om eventuel omskæring udsættes, til drengen er myndig og selv kan tage stilling til, om han vil omskæres eller bevare forhudens mange funktioner.
Religiøst og juridisk set
I Ateistisk Selskab anerkender vi et ethvert trossamfunds ret til at opretholde centrale og vigtige ritualer, men vi mener ikke, at noget som helst religiøst hensyn kan retfærdiggøre uigenkaldelige indgreb på umyndige børns kønsorganer. Vi ved, at der i USA eksisterer moderne jødiske menigheder, som foretager et ublodigt navngivningsritual i stedet for omskæring.
Dette ritual betegnes "Brit Shalom" og harmonerer efter ateisternes mening langt bedre med nutidens syn på behandling af børn. Overrabbiner Bent Lexner har udtalt, at Brit Shalom ikke vil kunne komme på tale for Mosaisk Troessamfund i Danmark, da de religiøse tekster i hans fortolkning befaler, at penishovedet skal blottes fuldstændigt ved omskæringen.
Ifølge FN's børnekonventions artikel 19 skal den enkelte stat beskytte børn mod alle former for mishandling. Pigeomskæring er allerede forbudt i Danmark, og AS mener, at rituel drengeomskæring på fuldstændig samme måde som pigeomskæring juridisk bør opfattes som et legemsangreb, idet man fjerner sundt væv, der aldrig kan erstattes, og dermed gør sig strafbar med samme straframme og øvrige konsekvenser.
Menneskeligt set
Ateistisk Selskab har kontakt til tre personer - Kjeld Koplev, Svend Ravn og Leo Milgrom - der alle blev omskåret i barnealderen og offentligt har tilkendegivet, at de gerne havde været deres omskæring foruden. De fortæller både om gener fra selve indgrebet og følelsen af, at deres ret til selvbestemmelse er blevet krænket.
AS har ligeledes kontakt til plastikkirugisk speciallæge Søren Partoft, der til daglig arbejder på Rigshospitalet med rekonstruktiv kirurgi på kønsdelene. Søren Partoft kan berette om alvorlige komplikationer efter rituel omskæring af drenge. Disse sager er ikke hidtil fremført i debatten på grund af lægelig tavshedspligt, men tilfældene viser, at indgrebet ikke er risikofrit, som det ellers ofte hævdes af omskæringstilhængerne.
Næstformanden i Lægeforeningen, Poul Jaszcak, udtaler i Ugeskrift for læger, at der internationalt er rapporteret tilfælde, hvor børn er døde, eller har fået bortamputeret dele af deres kønsorganer efter indgrebet - og at hensynet til individets ret til selvbestemmelse må veje tungest i spørgsmålet om omskæring.
Kan vi i Danmark acceptere ét eneste barn med fysiske eller psykiske mén efter et indgreb udelukkende begrundet i forældrenes religiøst-kulturelle baggrund? Som lovgivningen er i dag, beskytter den danske stat religiøse samfunds ret til at skære i umyndige børn frem for, som al sund fornuft tilsiger, at beskytte det raske barns ret til selv at bestemme over egen krop.
Vi mener i Ateistisk Selskab, at Folketingets medlemmer ikke mere bare kan kigge den anden vej i en så alvorlig sag, og opfordrer dem til at tage initiativ til de nødvendige lovændringer.
Den fulde ordlyd af brevet til folketingsmedlemmerne kan læses på www.ateist.dk.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278