Jeg har lige gået en tur ned ad den store forretningsgade i min hjemby. Gaden er festligt smykket i anledning af årets største højtid. Julens rare symbol – den grønne gran – knejser fra vinduerne, rigt pyntet med stjerner, lys og guirlander. Røde hjerter i pap lokker med "gaveidéer", og på et andet skilt fristes der med "Juletilbud, billige priser". Jeg bliver næsten svimmel over de mange indtryk.
Så rendte jeg på julemanden. Ikke sådan at han overøste mig med gaver, men han var i fuld gang med det forretningsmæssige forarbejde. Han har nemlig ændret sig meget, siden jeg var dreng. Rigtignok ikke udenpå, for hans brede smil og festlige dragt har ikke ændret sig, men det har hans karakter.
Julemanden glædede sig med os
Dengang optrådte han som en rar bedstefar, der uddelte gaver af et godt hjerte – han ville glæde os. Han kom ikke bare i hjemmet, men også til juletræsfesten og bragte os godter som appelsiner, nødder og chokolade. De var sjældne dengang. Og når gaverne var uddelt, gik han med os rundt om juletræet og sang af fuld hals, alt sammen for at gøre børnene glade. Det glædede også ham, det var tydeligt nok.
Men sådan er julemanden ikke mere. Tvært imod går nutidens julemand utrolig meget op i penge og har lært sig reklamens kunst. Et stykke nede ad gaden har han således lavet en raffineret udstilling. Her er alle gode væsener i sving med juleforberedelserne. Der brygges, bages og handles.
For hverken dyr, mennesker eller nisser er i tvivl om julens egentlige mening: God mad og godt at drikke samt naturligvis masser af julegaver. Husk endelig varemagasinet! For dér, fortæller den populære stemme, får man flere gaver til færre penge!
Nutidens julemand går utrolig meget op i penge og har lært sig reklamens kunst.
Hvad ville Jesus mon sige, hvis han gik en tur ned ad den forføreriske forretningsgade? Hvad ville hans reaktion have været på den materialisme, som oser ud af hvert eneste butiksvindue? Var hans budskab ikke netop rettet mod nydelsessyge og manglende respekt for åndelige værdier? Ville han, som jeg, være skuffet over julemandens forvandling?
Men jeg er da selv imponeret over de fremragende udstillinger og og lader mig påvirke. Også for mig er julen et drikke- og ædegilde i familien skød. Samt de mange gaver - selv til manden, der har alt. Sådan er nu engang vore traditioner, og traditioner er det svært at rive sig løs fra. Jeg glæder mig sammen med mine børn og børnebørn og går nogle runder om juletræet. Synger også en sang eller to, før vi går videre med dansen om guldkalven.
Materialismens fornemste højtid
Julen har i dag udviklet sig til materialismens fornemste højtid. Materialismen er vores tids afgud og religion. Måske burde præsterne tale denne afgudsdyrkelse midt i mod? Tage mere direkte stilling til de store spørgsmål, vi dagligt konfronteres med? Hvorfor sætter vi de materielle goder højere end de åndelige? Hvorfor tænker vi mere på produktionsresultater og så lidt på trivslen og miljøet?
Misforstå mig ikke. De materielle nødvendigheder skal dækkes først. De er betingelsen for at overleve, og en betydelig del af menneskeheden får ikke dækket deres mest primitive behov. De dyrker ikke de moderne afguder, men fører en fortvivlet kamp mod sulten. Det gælder faktisk en milliard af jordens befolkning.
Hvor mange af os tænker i grunden over – eller ved – at der skal fire jordkloder til for at leve på samme niveau som en gennemsnitsdansker?
Lad os standse lidt i vores umættelige jag. For én ting har tidens julemænd ikke taget fra os: De af kirken indstiftede helligdage. Vi har endnu tid til at tænke og fordybe os i værdier samt nedprioritere julebordets glæder.
Lad os prøve at finde ud af, hvorfor julemanden har ændret sig. Hvorfor lever nogle mennesker i luksus, mens folk i ulandene lider af underernæring?
Hvorfor accepterer vi helbredsnedbrydende miljøer og stressede arbejdsforhold? Er det virkelig nødvendigt at producere stadig nye dippedutter, som hober sig op på varemagasinernes hylder, mens det, vi har mest brug for, underprioriteres?
Jeg blev skuffet, da jeg traf julemanden på gaden. For han bidrager til dansen om guldkalven. Lad os bruge lidt af tiden mellem ædegilderne til at afsløre ham. Så har julen ikke været helt forgæves. Og vi kan fejre den gamle højtid med en smule bedre samvittighed.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278