Regeringen har netop fremlagt sit seneste store prestigeprojekt  i form af en ny reform af folkeskolen. Det er godt, at vi har en regering, som ikke er bange for at lave reformer og skabe udvikling, også når det gælder folkeskolen.

En af hjørnestenene i planen er, at lærerne skal undervise i flere timer. Børne- og undervisningsminister Christine Antorini har sagt, at det drejer sig om to timer mere om ugen per lærer. Til gengæld skal lærerne ikke længere forberede sig så meget, holde så mange møder og lave så meget administrativt arbejde, død det fra politikerne.

Regeringen har ærligt  indrømmet, at folkeskolereformen kun kan lade sig gøre, hvis lærerne vil betale for en stor del af regningen. For landet fattes penge, og hvis der skal forandringer til, så kræver det, at lærerne er villige til at ændre deres arbejdstid. Hvordan det i praksis skal kunne lade sig gøre, at lærerne skal undervise mere og samtidig skære ned på forberedelsen og alt deres andet arbejde, har regeringen ikke givet noget præcist svar på. Ikke andet, end at man har sendt svaret til hjørne og vil lade det være op til de enkelte kommuner at bestemme.

Det er, som om politikerne kun tror, at lærerne arbejder, når de underviser.

Men når man søsætter så stor en reform, så må man da have gjort sig nogle tanker, hvordan det skal kunne lade sig gøre. Det er som om, at politikerne kun tror, at lærerne arbejder, når de underviser. Brandmanden arbejder jo heller ikke kun, når vedkommende slukker brande osv..

Vi har i årtier oplevet, at den ene regering efter den anden vil lave fundamentalt om på folkeskolen. Den er blevet en ideologisk kampplads. mange og modsatrettede ting er forsøgt, men er aldrig kommet til at fungere ordentligt. Hvorfor? Fordi det ganske enkelt tager lang tid at implementere nye ting i folkeskolen og få det til at fungere. Og det kræver ikke mindst, at man inddrager lærerne, og at de bidrager positivt til det.

Regeringen forsøger med alle midler at få lærerne til at arbejde mere. Noget, som i forhold til lønmodtagerorganisationer ellers led skibbrud under de seneste trepartsforhandlinger. Får regeringen lærerne til at arbejde mere uden ekstra betaling, så kan man naturligt spørge, hvem bliver den næste faggruppe, man vil forsøge at presse til det samme. Pædagogerne?  Specialarbejderen? Sygeplejersken? 

Det er som sagt godt, at regeringen har store ambitioner på folkeskolens vegne. Men måske var det en god idé at inddrage dem positivt i en dialog om arbejdet i stedet for at skabe afstand. Så kunne en ny spændende folkeskolereform måske tage sin begyndelse.    

Forkortet af redaktionen