09 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Tillykke med observationssatellitten

Tillykke med observationssatellitten

DDF Korea overtræder ikke nogen international lov ved opsendelse af en jordsatellit i rummet. Det har alle nationer ret til, og alle DDF Koreas nabolande bruger denne ret uden påtale.

Den Demokratiske Folkerepublik Korea har den 12. december med succes opsendt en Unha-3 raket medbringende jordobservationssatellitten Kwangmyongsong-3, der kort efter kom i kredsløb om jorden i 499 km højde.

Det skete efter, at en tilsvarende satellitopsendelse blev forsøgt, men mislykkedes i april i år.

Venskabsforeningen Danmark-Den Demokratiske Folkerepublik Korea lykønsker hermed DDF Korea og dets folk og ledelse med denne teknologiske og videnskabelige landvinding, som satellitopsendelsen med fredelige formål er udtryk for.

DDF Korea har brug for denne teknologiske og videnskabelige udvikling for at komme videre med den økonomiske opbygning til gavn for forbedring af befolkningens levestand og landets uafhængige økonomi.

Til trods for, at der er grund til at glædes, har en række vestlige ledere straks – lige fra Obama til Thorning-Schmidt - udtrykt enstemmig fordømmelse og vrede imod DDF Korea. De påstår, at DDF Korea overtræder "alle internationale regler".

Ved Søvndal slet ikke, at Danmark har haft diplomatiske forbindelse med DDF Korea siden 1973?

Og udenrigsminister Søvndal går så vidt som at udtale til DR: "Vi har ingen forbindelser til det land (DDF Korea)". Vi spørger: Er Søvndal ved at bryde forbindelsen til DDF Korea, eller ved han slet ikke, at Danmark har haft diplomatiske forbindelse med DDF Korea siden 1973?

I samme udtalelse roser Søvndal det tætte samarbejde, Danmark har med det konservative styre i Sydkorea. Et styre, der gang på gang sammen med USA oppisker en krigsstemning på Koreahalvøen ved afholdelse af provokerende krigsøvelser tæt ved DDF Koreas grænser, ved oprustning med avancerede amerikanske våbensystemer og masseødelæggelsesvåben og ved førelse af en omfattende psykologisk krig og blokade med det formål at destabilisere og styrte samfundssystemet i DDF Korea.

Vi finder kritikken og fordømmelsen af DDF Korea for værende helt uberettiget. Fakta er, at DDF Korea ikke overtræder nogen international lov ved opsendelse af en jordsatellit i rummet. Det har alle nationer ret til, og alle DDF Koreas nabolande bruger denne ret uden påtale.

DDF Korea skal således naturligvis ikke søge om godkendelse hos hverken USA, FN's Sikkerhedsråd, EU, NATO eller andre. Og DDF Korea overtræder heller ikke, som påstået, FN's Sikkerhedsrådsresolutioner om forbud mod opsendelse af ballistiske missiler fra DDF Korea.

Der er ikke tale om et militært missil, men en fredelig, ubevæbnet satellitopsendelse.

Vi opfordrer de vestlige ledere - inklusiv den danske regering - til at slå automatpiloten fra, når det gælder kritik af og fordomme om DDF Korea, og i stedet acceptere, at landet har de samme rettigheder som alle andre suveræne stater. De vestlige ledere bør i stedet for fordømmelse og vrede komme DDF Korea i møde på lige fod ad dialogens vej. 

I dag 60 år efter våbenhvilen i Koreakrigen er det på høje tid med en dialog om en fredsaftale og nedrustning på hele Koreahalvøen, samt international opbakning til det koreanske folks bestræbelser for Nord-Syd koreansk forsoning og samarbejde. 

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


20. dec. 2012 - 09:45   20. dec. 2012 - 09:45

Udtalelse

fra Venskabsforeningen Danmark-Den Demokratiske Folkerepublik Korea