Humanitær interventionisme accepteres ikke kun af borgerlige i Vesten, men også af store dele af det, der traditionelt betragtes som venstrefløjen. Det er et yderst alvorligt problem.

Sagen er, at begrebet abstraherer fra geoøkonomi og geopolitik, samt ikke mindst fra den ulige fordeling af magt og indflydelse i verden. Det internationale system fungerer ikke jævnbyrdigt.

I en verden, hvor magt i betydelig grad er lig med ret, giver accepten af "Responsibility to Protect" ("Ansvar for at beskytte") som en norm for mellemstatslige relationer de herskende stormagter et ideologisk alibi for at intervenere i svagere lande med mindre samarbejdsvillige regimer.

Historiske erfaringer viser, at der er god grund til at tvivle på, at humanitære motiver spiller den afgørende rolle i de fleste nationalstaters udenrigspolitik. Ikke mindst de store magter har tilbøjelighed til at skjule deres udenrigspolitik bag højtråbende moralistiske diskurser.

Man skal være blåøjet for at tro på, at USA opretholder baser i 150 lande, samt et forsvarsbudget på mere end to femtedele af verdens samlede militære udgifter med det ene formål at fremme menneskerettigheder, god regeringsførelse med mere i verden.

Et mere realistisk udgangspunkt for at forstå udfoldelsen af vor tids politik er at kigge bag diskurserne og sætte udviklingen ind i en sammenhæng.

Ovenstående er et uddrag af en artikel, som Ellen Brun og Jacques Hersh skrev til Monthly Review. Dette skal være en opfordring til at hente hele artiklen - enten som e-bog eller pdf:

E-bog

http://modernetider.dk/forlag/nyttigeidealister.epub - og pdf

http://modernetider.dk/forlag/nyttigeidealister.pdf