"Vi danskere er grundlæggende optimister. Vi tror på, at hårdt arbejde betaler sig. Vi tror på, at vi kan komme videre ved en fælles indsats. Vi tror på, at Danmark er et godt og solidarisk land, som er værd at kæmpe for. Vi tror på fremtiden." Mine ord! Men de kom fra statsministeren, der indledte sin nytårstale på det optimistiske spor.

Men ak – så alligevel. Da Thorning nåede til "Når verden forandrer sig, er vores fællesskab stærkest" var det jeg kom til at tænke på en krimi af Sjöwall and Wahlöö. I en scene taler de to ikke alt for kvikke betjente sammen, og den ene slutter af med at konstatere: "Når gadelygterne tændes, går solen ned."

I begge udsagn er der noget galt med årsag og virkning. Ligesom gadelygterne bliver tændt, fordi det bliver mørkt, når solen går ned, kan verden forandre sig gennem stærke fællesskaber.

Fællesskaber har været et buzz-word i de sidste år. Kunst- og arkitekturbienaler har haft fællesskaber som nøgleordet. "Fremskridt, frihed og fællesskab", hedder Venstres principprogram. Fællesskaber er godt, men det kommer dog an på, hvad det er for fællesskaber. Hvorfor skal vi egentlig altid være mere i samme båd, når der er krise?

Fællesskaber er godt, men det kommer dog an på, hvad det er for fællesskaber. Hvorfor skal vi egentlig altid være mere i samme båd, når der er krise?

Vi er til fællesskab og solidaritet. Ifølge DR mener 10 procent af danskerne at kontanthjælpen er for høj. Mediernes kommentatorer er overraskede over at det ikke er flere. Det er jo, hvad de selv har givet udtryk for. Vores sans for fællesskab har snydt medierne – og regeringen.

Thorning siger nu, at de glade nuller aldrig mere kommer tilbage. Det er en sen erkendelse og eftersom krisen er den samme, må der ligge en ny analyse bag. Desværre ikke. De metoder, der bliver peget på er de samme som før - blot med en højere grad af fællesskab, hvor der skal betales eller aftales ordninger med akutjobs og løntilbageholdenhed. Kun i det europæiske fællesskab – EU – blev det brede perspektiv foldet ud.

Statsministeren appellerer til alles indsats, uddannelse, virketrang og innovation. Det er et fantastisk fint spor. Det er her at udvejen er, hvis den kombineres med et udvidet demokrati, fælles ejerskab til samfundsproduktet, social bæredygtighed og kvalitativ vækst. Det er plus-ord, som godt kan give mening. Fællesskabets betydning er et kampfelt.

Under håbet lurer en antydet fremtid. "Europa er selv blevet en krisezone", siger generaldirektøren for Den Internationale Røde Kors Komité, schweizeren Yves Daccord til Politiken. "Vi ser nu for første gang, at Røde Kors i flere europæiske lande er nødt til at fokusere på fattige i deres eget land, meget mere end på eksterne opgaver uden for Europa." De sociale spændinger tager til.

Weekendavisen bragte i deres hyggelige julenummer  af børnesektionen Faktisk en artikel fra Forsvarets Materieltjeneste. Her fortalte ingeniør Ernst Krog om den mikrobølgekanon de tester for tiden. Han har fået en pris af NATO for sit arbejde med kanonen. Den sorgløse journalist beretter hvordan en mikrobølgekanon er meget mere effektiv til at fjerne demonstranter end vandkanoner.

Det kan heldigvis gøres på lang afstand. "Man skyder så nogle mikrobølgestråler mod de mennesker, man vil have til at flytte sig. Det er meget ubehageligt af blive ramt af mikrobølger. Det føles, som om huden brænder. Det gør ondt." Meget effektivt jo. "De (demonstranterne) er meget hurtigt spredt for alle vinde. Og så er regeringen glad. For når demonstranterne går hjem, er der hverken brug for soldater, politi eller vandkanoner," skriver journalisten.

Hvad er det der foregår her? Hvorfor er er Forsvarets Materieltjeneste i gang med at teste en mikrobølgekanon i Ballerup med det angivne formål? Ingen politiker i dette land kunne drømme om at bruge den mod fællesskabet? Eller er vi så heldige, at det kun er mod folk i andre fællesskaber?

Kriserne kalder på innovation både for og mod fællesskaberne.