Regeringens økonomiske politik har sat Danmark i stå. Der er brug for en ny økonomisk politik for at få gang  i hjulene i Danmark.

Sådan omtrent argumenterede Villy Søvndal for en ny regering, da valget til Folketinget blev udskrevet i eftersommeren 2011.

Vi fik en ny regering, men ingen ny økonomisk politik - tværtimod. Under overskriften ”Helhedsløsning for dansk økonomi” blev det i SRSF regeringsgrundlag som det første slået fast, at ”Udgangspunktet for regeringen er VK- regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”. Løfterne om at skabe vækst og arbejdspladser blev afløst af fokus på at øge arbejdsudbuddet på trods af stigende arbejdsløshed.

Villy Søvndals konklusion i 2011 var rigtig og gælder fortsat. Der er brug for en ny økonomisk politik for at få gang i hjulene og for at skabe arbejdspladser, men han, SF og Socialdemokraterne leverer ikke varen – tværtimod.

Regeringens egne økonomer forventer i deres seneste prognose fra december, at værdien af Danmarks samlede produktion, bruttonationalproduktet, i 2012 bliver mindre, end den var i 2011. I stedet for vækst er krisen blevet uddybet.

Regeringen har taget initiativer med økonomiske tilskud til arbejde indenfor blandt andet boligsektoren og dermed byggeriet - den såkaldte kickstart. Den har givet erhvervslivet nye fordele i forbindelse med deres investeringer. Der er pumpet milliarder af kroner over i den private sektor med udbetaling af efterlønsordningen for at øge efterspørgslen, og den har holdt hånden under bankerne med lån og garantier, der løber op i mere end 100 milliarder kroner. Men det har ikke løftet landet ud af den økonomiske krise.

Hovedproblemet er nemlig ikke, at der mangler kapital i den private sektor samlet set - tværtimod. Den økonomiske boble var grundlæggende et resultat af for meget privat kapital, der ikke kan placeres rentabelt på almindelige markedsvilkår. Det resulterede i store udlån til spekulative investeringer og forbrug.

Siden krisen brød ud, har den private sektor derimod sparet cirka 150 milliarder kroner op om året i stedet for at bruge dem på investeringer og forbrug. Pengene er brugt til at øge opsparingen via pensioner eller til at afdrage gæld. De mange milliarder fra efterlønsordningen og SP pengene er primært brugt på samme måde uden at øge efterspørgslen. Udbetalingerne har til gengæld forringet statens handlemuligheder.

I stedet for at foretage en grundlæggende analyse af krisen og dens økonomiske baggrund fortsætter den nuværende regering, hvor VK slap. Hovedlinjen er at følge den økonomiske politik i EU.

EU opfatter den offentlige sektor som ”en fælles husholdning”, der skal sørge for at holde orden i eget hus, som statsminister Helle Thorning udtrykte det i sin nytårstale.

Ifølge EU's økonomiske politik er statens økonomiske rolle først og fremmest at sikre, at markederne fungerer, herunder at der er rigeligt udbud af arbejdskraft. Så vil markederne, ifølge teorien, selv sørge for genopretningen efter en krise.

Det er den opfattelse, der ligger bag kravene om, at de sydeuropæiske lande skal skære voldsomt i deres sociale velfærdsordninger i forsøget på at rette op på statens økonomi. Det har ikke løst hverken krisen eller staternes problemer – tværtimod. Krisen er blevet uddybet.

Det er den samme økonomiske politik regeringen fører, når den sætter tommelskruerne på de danske kommuner med det resultat, at det offentlige forbrug falder så meget, at det mere end opvejer de positive effekter af regeringens øvrige initiativer.

Statsministeren appellerer i sin nytårstale til, at vi skal være omstillingsparate. Regeringen bør gå i spidsen og vise, at den er parat til at skifte kurs, fordi dens politik ikke løser de økonomiske problemer. Den bør vise, at den er parat til skifte kurs væk fra EU's stærkt liberale katastrofekurs.