Den danske regering fortæller ikke sandheden om bankunionen: Da man underskrev Rom-traktaten i 1958 var der vage forestillinger om et forenet Europa, der skulle sluttes tættere og tættere sammen. Uden at man spekulerede yderligere over, hvad det ville betyde for demokratiet.

Nu ser vi resultatet. Store principper som finanspagten fra efteråret 2011, der nu bruges af kommissionen til at sætte en række lande i Sydeuropa halvvejs under administration, betyder at en mindre kreds af personer får en magt som i et kejserrige.

Kommissionen har fået en føderal "præsident", portugiseren Jose Barroso, der agiterer ivrigt for øget magt til de centrale EU-organer. Eurozonens centralbank, ECB, med italieneren Mario Draghi i spidsen, bygger en gigantisk skyskraber i Frankfurt, hvor man gradvis vil udvikle helt nye og ukendte regler for bankdrift og långivning i Europa.  Bankunionen er ikke en tilstand, vi kan tilmelde os. Bankunionen er også en ukendt og en helt uberegnelig proces. Som vi ikke kan vurdere om et halvt år. Eller om to.

Burde vi ikke vente lidt?

Burde vi ikke vurdere eurokrisen i nogle år, før vi overvejer at tilmelde os? Bankunionen vil også herske over danske huslån, der er særligt billige og solide for os, men anderledes end tilsvarende lån i andre stater i eurozonen. Tiltræder Danmark bankunionen kan vi risikere de gode danske huslån bliver ødelagt.

Økonomiminister Margrete Vestager advarede på Finansrådets konference 31. oktober, at vi nødig skulle se danske huslån og dansk realkredit blot ende i "de økonomiske historiebøger".

Bankunionen er en stærk musefælde uden udgang. Eurozonens centralbank vil i de kommende år skridt for skridt tiltage sig en enevældig magt over vores pengevæsen, som man i dag blot kan forestille sig. Efter de vedtagne regler kan ECB i fremtiden sende EU-embedsmænd til Danmark, og vi skal adlyde dem.

Bankernes sammenbrud trækker staterne med sig ned i kaos, hvis staterne skal fylde deres tomme kasser.

Men hovedformålet med banken omtales slet ikke i den danske debat. Efter sammenbruddet for Lehman Brothers i USA i 2008 styrtede den vestlige finansverden sammen som et korthus. Det kan ske igen.

I desperation brugte EU (staterne) 4.500 milliarder euro eller 33 billioner kroner eller 37 procent af EU’s nationalprodukt (GDP) på gaver, lån og garantier til bankerne. En stribe stater – for eksempel Irland og Spanien – var ved at gå fallit, fordi de havde fyldt bankernes tomme kasser.

Ved årsskiftet 2012-13 uddelte ECB – eurozonens og bankunionens uafhængige fælles bank – yderligere en billion euro til tusind banker. Et beløb man frygter om to år kan skabe en ny krise, hvis det skal betales tilbage.

Hvorfor er bankunionen en risiko for demokratiet? Bankunionen skal bryde dette farlige "bånd" mellem banker og stater. Bankernes sammenbrud trækker staterne med sig i ned i kaos, hvis staterne skal fylde deres tomme kasser.

Derfor skal bankunionen kunne fylde bankernes tomme kasser i fremtiden ved den næste krise, siger unionens tre ledere: "præsidenterne" Barroso, Van Rumpuy og Drachi. Båndet mellem stater og banker skal brydes.

Men hvordan skal det finansieres? Man hører banksektoren selv skal gøre det?. Men vil de sunde banker betale for deres fallerede kollegaer og konkurrenter? Vil de sunde banker, der ikke er ramt af en krise, betale billioner af euro (og hvor skal de få dem fra?) til "rekapitalisering" af de fallerede og truede konkurrenter? Og hvad er det for en uvirkelig metode i et barsk konkurrence-samfund?

Skal borgerne betale igen?

Bliver det ikke blot borgere og stater, der igen – via det nye diktatoriske  styre i bankunionen – skal betale billioner til banksektoren fra et føderalt plan, hvor vælgerne ikke får indflydelse på de "kejserlige beslutninger."

De føderale kræfter foreslår allerede nu, at finansieringen til bankerne skal ske via udstedelse af "EU-obligationer" og "EU-skatter". Det er målet for køreplanen for ØMU’en, som man vedtog på topmødet i december 2012. Men der er stor uenighed i EU-kredsen om denne føderale udvikling af et "finansministerium".

Føderalisterne gætter imidlertid på at kunne gennemføre deres vilje via bankunionen, hvis eller når, den næste krise skyller ind over os. Derfor er bankunionen det største skridt i føderalistisk retning siden underskrivelsen af Rom-traktaten i 1958. Men ikke en historie som medierne og politikerne fortæller. Allerede nu er demokratiet kuet af den autoritære ånd i EU.

Og debatten om "båndet mellem banker og stater, der skal brydes" hører vi ikke meget om? Og hvem tror på, at banksektoren vil fylde dens egne tomme kasser ved den næste store krise? Hvem skal betale? Og hvem får pengene?