Det forgangne år har budt på rekordlavt antal dræbte i trafikken. Årsagerne er ikke tydelige endnu, men det skal ikke gøre glæden mindre. Stat, regioner, kommuner og interesseorganisationer har lagt et betydeligt arbejde i at opnå disse resultater, og selv med en sådan succes er arbejdet ikke slut, for vores accept af farlig trafik bliver hele tiden mindre – vores tolerance går imod nul trafikdræbte.
Især de meningsløse højresvingsulykker bliver ved at spøge. I takt med at lastbilchaufførernes blik sidder klistret i det lille cyklistspejl to meter til højre for ham, sker det, at han påkører den fodgænger, der befinder sig lige foran bilen. Derfor ønsker Fodgængerforbundet disse spejle suppleret med et kamera, hvor skærmen sidder i chaufførens synsfelt lige ud. Banal og billig teknik, men hvem betaler?
Måske vil dette forslag møde modstand i forsamlinger, hvor man mener at magten vokser ud af det stærkeste våben, eller største køretøj. I film og reklamer er vi sluppet af med den storrygende eller stordrikkende helt, fordi disse forbilleders skadelige indflydelse på ubefæstede sjæle er blevet klar. Men endnu har vi til gode at slippe for filmhelte, som i bil pløjer hen ad fortove, så latterlige fodgængere med og uden barnevogne og rollatorer må kaste sig til side i afmagt over for den stærkeres ret. Om der benyttes et skydevåben eller et køretøj; virkningen er den samme på offeret.
Hævet over loven
En ny tendens har sneget sig ind i samfundet. Alle har vi tilsyneladende en seddel i lommen med en række love og regler, som vi personligt ikke behøver overholde.
Gammelkendt er sort arbejde, tyveri på arbejdspladsen eller påstået sygdom, men nyt er trafikanternes stigende snyd med færdselslovens regler. Meget uheldigt, når overtrædelse af netop disse regler nemt medfører død eller invaliditet. Og særlig hyklerisk, når vi alle nødig ser de andre i trafikken snyde – kun vi selv har ret til det. Må det nye år bringe en større bevidsthed til trafikanterne om selv at være det gode eksempel.
Vi morer os over våbenlovene i USA, men er lige så lemfældige med vort eget mest dræbende redskab, bilen.
Fodgængerforbundet har ofte i de forgangne år anbefalet tvungen visning af kørekort ved tankning, bilsyn, bilvask og andre forretninger, hvor bilen er medbragt, men endnu kan enhver uantastet køre det meste af livet igennem uden at skulle fremvise lovlig hjemmel. Vi morer os over våbenlovene i USA, men er lige så lemfældige med vort eget mest dræbende redskab, bilen.
Der er dræbt færre spritbilister i år. Men det er samtidig påvist at 25 procent af de mandlige, dræbte fodgængere var berusede, mod kun 6 procent kvinder. Så når du hjælper en beruset person med at lade bilen stå, så hjælp gerne personen helt i sikkerhed, for en beruset fodgænger, som er overladt til sig selv i trafikken, er i stor fare.
Vi er alle fodgængere
Det er nu blevet muligt at finde informationer til gavn for fodgængere også på Rådet for Sikker Trafiks hjemmeside www.sikkertrafik.dk . Det er en glædelig udvikling at alle trafikantgrupper nu kan finde oplysning på et og samme sted, som på sigt kan blive en værdifuld portal også for fodgængere.
Også De Forenede Nationer har meldt sig interesserede i fodgængerforhold, idet den 2. Global Road Safety Week afholdes 6. – 12. maj 2013, denne gang med hovedtemaet "Fodgængeres sikkerhed". Som de skriver: "Vi er alle fodgængere på et eller andet tidspunkt på dagen, og vi begynder og slutter de fleste rejser til fods".
Måske bliver 2013 også det år, hvor Justitsministeriet endelig tillader Fodgængerforbundet at blive optaget som medlem i Færdselssikkerhedskommissionen, så også trafikkens svageste deltagere bliver repræsenteret, når trafikkens løsninger udformes. Indtil da:
Gud bevare trafikanterne…
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278