24 May 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Igen et meningsløst dødsfald

Igen et meningsløst dødsfald

For nylig blev endnu en dansk soldat dræbt i Afghanistan. Måske burde man overveje om soldaten egentlig døde for en god sag.

Gennem mere end tre snese år har jeg med mund og pen efter evne søgt at modarbejde militær og militarisme. Siden vort land til min store sorg blev krigsførende, har dette medført, at flere har henvendt sig til mig - skriftligt, telefonisk og ofte i forbindelse med min foredragsvirksomhed landet over.

Nogle mener, at jeg med min virksomhed skænder deres kæres minde. Dette synspunkt lader jeg dem have i fred. Andre takker mig og udtrykker sorg over, at afdøde ikke i tide mødte og reagerede positivt på min opfordring til militærnægtelse.

De efterlevende og med dem det øvrige samfund bør overveje, om den pågældende døde for en god sag

2013 var kun få dage gammelt, da der igen faldt en soldat i den danske besættelseshær i Afghanistan. De efterlevende og med dem det øvrige samfund bør overveje, om den pågældende døde for en god sag, eller om han - vildført af militærpropaganda og fristet af en høj løn - handlede ilde.

De, der når frem til den første konklusion, vil jeg blot i beskedenhed erklære mig uenig med. Derimod vil jeg opfordre de, der finder dødsfaldet - og den politik, som førte frem dertil - som meningsløse, til at gå ind i organiseret, pacifistisk arbejde.

Dette finder udtryk i to organisationer: Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed og Aldrig mere Krig (A.m.K.). De så begge dagens lys i Holland. Førstnævnte i 1915, hvor kvinder samledes i protest mod, at deres sønner, mænd og kærester blev brugt til kanonføde på Europas slagmarker. - Aldrig mere Krig er stiftet i 1926 som dansk afdeling af Krigsmodstandernes Internationale / War Resisters International, som er grundlagt af mænd, der under første verdenskrig havde siddet i fængsel for militærnægtelse.

A.m.K har op gennem tiden især været kendt for sin agitation for militærnægtelse. Samt sit virke for, at lande, der ikke har en militærnægterlov, får en sådan. Under anden verdenskrig dannede A.m.K. moderskød for Fredsvennernes Hjælpearbejde - det nuværende Mellemfolkeligt Samvirke.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


17. jan. 2013 - 09:35   17. jan. 2013 - 09:45

Læserbrev

af Henning Sørensen, Grenaa