Regeringen er kommet med et revideret skøn for ophør af dagpengeretten i første halvår af 2013. I efteråret op til finanslovsforhandlingerne angav beskæftigelsesministeren ellers, at "kun" 9 -16.000 personer ville falde ud af dagpengesystemet i hele 2013, heraf  7 – 12.000 i første halvår. Men nu vedgår man, at det alene i første halvår 2013 bliver betydeligt flere, nemlig mellem 17 og 23.000.

Det nye skøn svarer til, hvad a-kasserne har sagt, mens regeringen altså har fejlskønnet groft. Men regeringen dølger stadig katastrofens omfang. Man undlader nemlig at vurdere, hvor mange der så falder ud i hele 2013? Og her er tallene fra a-kasserne ildevarslende, idet der ved årsskiftet var sendt akutbreve til i alt 49.573 personer. Fortsætter udfaldet derfor i nogenlunde samme takt som andet kvartal 2012, kan på årsbasis mellem 24 og 32.000 miste dagpengeretten i hele 2013.

Ved at begrænse "revisionen" til første halvår 2013 har regeringen altså "underspillet" problemet. Ønsker man at servere de dårlige nyheder stykvis, således at offentligheden får tid til at "vænne sig til" omfanget af katastrofen?

Systematisk skønmaleri?

Beskæftigelsesministeren begrunder opjusteringen af tallene nu med "de svækkede konjunkturer, som også indebærer, at vækstudgifterne for 2012 og 2013 nu er nedjusteret i forhold sommeren 2012, så der først ventes en vending på arbejdsmarkedet medio 2013. "Dette handler om, at hvor regeringen for et halvt år siden for 2012 ventede en vækst på +0,9 procent, så regner man nu kun med en negativ vækst på -0,4 procent. Og hvor man for 2013 ventede en vækst på +1,7 procent, venter man nu en vækst i 2013 på +1,4 procent.

Ønsker man at servere de dårlige nyheder stykvis, således at offentligheden får tid til at "vænne sig til" omfanget af katastrofen?

Men allerede ved fremkomsten af regeringens oprindelige optimistiske vækstskøn for et halvt år siden blev disse stærkt angrebet ikke blot af kritiske, men også af borgerlige økonomer for at være alt for optimistiske både for 2012 og 2013. Regeringen har siden vedgået, at det var korrekt nok for 2012.

Man holder dog fast i optimismen for 2013, men heller ikke det er der mange økonomer, som tror på. Det nærliggende spørgsmål er derfor, om regeringen har været ude i og stadig er ude i et bevidst "skønmaleri" af vækst - og beskæftigelsesudsigterne for at undgå krav fra venstrefløjen, fagbevægelsen og baglandet om øget jobskabelse og om væksttiltag?

På samme måde er det et godt spørgsmål, om regeringen tilsvarende bedrev et skønmaleri vedrørende udfaldet af dagpengesystemet, da man for et halvt år siden angav det til kun at være mellem 9 og 16.000 i hele 2013 - et "skønmaleri", som under finanslovsforhandlingerne skulle tjene til at afværge kravene om jobgaranti og om opblødning af dagpengereformen? Også her havde regeringen jo fra a-kasser og kritiske økonomer for længst fået at vide, at udfaldet af dagpengesystemet risikerede at blive langt større.

Intet grundlag for vækstoptimisme.

På samme måde kan man have mistanke til såvel regeringens vækstskøn for 2013 som dens manglende skøn for mistet dagpengeret i hele 2013: Man fortsætter med at skønmale problemerne for længst muligt at slippe for pres for at gøre noget.

Men når regeringen opretholder vækstoptimismen for 2013 er det uden grund: Gældskrise og recession i EU fortsætter i 2013 og der vil være vækstfald på de to vigtigste eksportmarkeder Sverige og Tyskland. I den indenlandske økonomi vil der fortsat være afmatning på boligmarkedet og i det private forbrug, og hermed er der ingen grund til at tro på nogen vending midt i 2013 endsige en vækst på 1,4 procent i hele 2013. Reelt handler de økonomiske udsigter for 2013 om nulvækst eller minusvækst.

Dermed bygger regeringens forventning om stort set uændret ledighed i 2013 på sand. Snarere er der udsigt til at bruttoledigheden i 2013 vil stige med op til 20.000 personer på grund af afmatning af eksport, boligmarked og privat forbrug og på grund af regeringens galopperende besparelser i kommunerne.

Det betyder, at der uden beskæftigelses – og væksttiltag fra regeringen er endnu dårligere udsigter til at skaffe jobs til de langtidsledige end regeringen nu vedkender sig, for den vending midt i 2013, som regeringen taler om, vil ikke komme. Og også de kommende år står udsigten på lavvækst og fortsat høj ledighed. Regeringen er altså under mistanke for kynisk talmanipulation og økonomisk politisk skønmaleri for at slippe for at ændre på sin politik.

Akuttiltag har ikke virket.

Problemet er imidlertid, at det regeringen har villet gøre, ikke har virket. Mette Frederiksens akutpakke skabte ingen jobs, men giver højst hjælp til, at de langtidsledige selv finder jobs. Problemet har imidlertid været og er stadig, at der ikke er nogen jobs at finde, men tværtimod stor arbejdsløshed. Bruttoarbejdsløsheden ligger fortsat på omkring 165.000 og AKU – arbejdsløsheden helt omkring 205.000 personer.

Heller ikke Corydons "Akutjobaftale" har givet de langtidsledige meget. Der er for tiden kun opslået 6.882 akutjobs ud af 12.500 aftalte og heraf tegnede den private sektor sig for blot 1.507 af aftalte 7.500. Problemet i denne aftale var for det første, at det var en gratis omgang for arbejdsgiverne, som på ingen måde var forpligtet til at oprette arbejdspladserne. De private arbejdsgivere har indtil nu kun opslået godt 20 procent af det lovede antal.

Problemet har imidlertid været og er stadig, at der ikke er nogen jobs at finde, men tværtimod stor arbejdsløshed.

For det andet var problemet, at arbejdsgiverne slet ikke var forpligtet til at give de opslåede akutjobs til de langtidsledige. Undersøgelser tyder på, at højst 40 procent af de opslåede akutjobs er gået til udfaldstruede. Dette gælder tilsyneladende også de offentlige arbejdsgivere. Af de til dato i alt opslåede 6.882 akutjobs må det ud fra de hidtidige undersøgelser vurderes, at højst op mod 2.750 er gået til langtidsledige. Man kunne hurtigt gøre meget mere: Dansk økonomi og de offentlige finanser er i 2013 stærke nok til at lette foden på den økonomiske speeder.

At kommunerne får lov til at bruge to millirder mere på anlæg er bedre end ingenting, men langt fra tilstrækkeligt, og det hjælper næppe meget på beskæftigelsen i 2013. Regeringen arbejder på milliardstore afgiftslettelser for erhvervslivet: Er der råd til det, er der også råd til lempelse af dagpengereglerne. Regeringen vil ikke. Regeringens indsats overfor udfaldstruslen har med andre ord været ineffektiv. Man sender tusinder af ledige lønmodtagere i en social massegrav i 2013.

Ansvarsfralæggelse i fuld gang.

Ansvarsfralæggelsen er da også allerede begyndt. Mette Frederiksen har således været ude og lægge afstand til reformen med følgende udtalelse: "Jeg ved ikke om man kan sige, at akutjobplanen slår fejl. Der er valgt en meget hård indfasning af dagpengereformen. Det har jeg ment var en fejl fra starten af". Den Mette Frederiksen som mere end nogen anden gang på gang har slået fast, at dagpengereformen ikke stod til at ændre, skulle altså i virkeligheden have ønsket at mildne den?

Og finansminister Corydon erklærede jo ellers som bekendt ved "akutjobaftalen" med Dansk Arbejdsgiverforening, at det var "en fuld og dækkende løsning" - det vil sige hermed var problemet løst med det store masseudfald af dagpengesystemet. Budskabet til baglandet, fagforeningerne, Enhedslisten og venstrefløjen var entydigt dengang, at der ikke var brug for mere og ikke mere at komme efter.

Nu er Corydons skråsikkerhed forduftet. Løfterne om "en fuld og dækkende løsning" bortforklares nu med, at det kun betød "..hvad der var politisk muligt". Hvilket intet har på sig: Havde regeringen selv villet give en uddannelses -og jobgaranti til de udfaldstruede, var der flertal for det sammen med Enhedslisten. Det var regeringen selv, som gjorde det politisk umuligt.

Omskrivningen af historien er med andre ord i fuld gang. Ansvarsfralæggelsen og bortforklaringerne har intet på sig. Regeringen har med fuldt overlæg ofret de langtidsledige på udbudsøkonomiens alter: Arbejdsudbuddet skal øges og de sociale ydelser presses ned for at presse lønningerne ned. SRSF fører samme neoliberalistiske, borgerlige økonomisk politik som VK. En falliterklæring for "arbejderpartier" og en "rød" regering.