Siden Chávez kom til magten i 1998 har mørke, neoliberalistiske og imperialistiske kræfter, manipulerende internationale medier, og en hjemlig overklasse af landsforrædere forsøgt at stikke en kæp i hjulet på den Bolivarianske Revolution, som præsidenten står i spidsen for.

Allerede den 13. april 2002 blev præsidenten udsat for et statskup, støttet af de samme kræfter, som havde holdt Latinamerika i mørket i fem århundreder. Men på knap 48 timer og uden at affyre et eneste skud, lykkedes det folket at genindsætte præsidenten.

Få måneder senere blev det folk, som er født i frihedshelten Simon Bolivars fødeland, ramt af den største arbejdsgiver-lockout i Latinamerikas historie og sabotage mod olieindustrien, der er statens vigtigste indtægtskilde. Også da overvandt folket vanskelighederne.

Den 10. januar i år skulle folket igen forsvare præsident Chávez og hans regering - og gjorde det med succes.

Disse tre begivenheder i Venezuelas historie er blevet udkæmpet af de samme mennesker, med de samme håb, og den samme kærlighed - og de forsvarede sig med et eneste våben; en lille blå bog, nemlig den Bolivarianske Republik Venezuelas forfatning.

Kampen for forfatningen

Det var ikke et tilfælde, at forfatningen var det første, som kupmagerne afskaffede i 2002. I dag anerkender de mørke kræfter ikke folkets valg den 7. oktober. Forfatningens artikel fem fastslår, at suveræniteten udelukkende ligger hos folket, og det var folket, der genvalgte kommandant Hugo Chávez ved det seneste præsidentvalg med mere end 55 procent af stemmerne.

De ’mørke kræfter’ vil heller ikke anerkende de magtorganer, som er konstitueret af det venezuelanske folk. De vil ikke anerkende den udøvende magt på trods af, at ministerholdet allerede blev præsenteret af Chávez, da han vandt valget. De anerkender dermed ikke valgsystemet. I begyndelsen af december godkendte Nationalforsamlingen enstemmigt, at præsidenten kunne udskyde den formelle indsættelse med 90 dage, så han kunne blive rask. De 90 dage er endnu ikke udløbet.

Chávez har spillet en afgørende rolle i den nye regionale integration, der er baseret på principper om solidaritet.

Hyklerisk er det også, at disse kræfter ikke vil anerkende den dømmende magt. Den sjette januar afgjorde Højesteret, i henhold til bestemmelserne i forfatningens artikel 231, at præsidenten ved "uforudsigelige omstændigheder" kan aflægge ed efter den fastsatte dato, hvis ikke det forhindrer statens administrative kontinuitet. I den konkrete sag er den "uforudsigelige omstændighed", som Højesteretten refererer til, Chávez’ kritiske tilstand efter sin fjerde kræftbehandling.

Ingen af disse bestemmelser respekteres af de ’mørke kræfter’. I deres optik er der i øjeblikket et "hul i magten" som følge af præsidentens "absolutte fravær". 

Det er relevant at påpege, at forfatningens artikel 233 definerer præsidentens "absolutte fravær" som; præsidentens død; tilbagetrædelse; Højesterettens afsættelse af præsidenten; permanent fysisk eller mental inhabilitet erklæret af et lægehold, som er stillet af Højesteretten og godkendt af Nationalforsamlingen; embedssvigt erklæret af Nationalforsamlingen, eller folkets tilbagekaldelse af præsidentmandatet.

Man kan åbenlyst konkludere, at de 'mørke kræfters' argumenter ikke er en korrekt fortolkning af forfatningen. Derfor er det relevant at stille spørgsmålet: Hvem er det, der krænker forfatningen?

Folkets svar

Svaret er klart fra det venezuelanske folk. Også for mange af dem, som stemte på oppositionen ved det seneste valg. Cirka 64 procent, altså 10 procent flere end dem, der stemte på Chávez i oktober, mener at præsidenten bør genoptage præsidentposten, så snart han er i bedring. Svaret er klart fra de bolivarianske kræfter, som viste en høj grad af politisk engagement den 10. januar - dagen for den formelle indsættelse af præsidenten. Denne dag samledes folket og aflagde ed i hans navn.

Det var ikke blot en symbolsk handling. I april 2002 stod folket sammen for at redde præsidenten fra kupmagerne. I dag 10 år efter, råber folket til verden: ”Jeg er Chávez”. Chávez er lederen af den revolutionære proces, men folket er revolutionen! Forestil dig, hvad der kunne ske, hvis alle i verden sagde: ”Også jeg er Chávez".

Svarene er klare af flere grunde. Ikke alene fordi Chávez i dette årti har givet 'stemme' til de udstødte, de fattige og de undertrykte. Men også fordi fattigdom i Venezuela er faldet med mere end 60 procent. 

Det skal også tages i betragtning, at Chávez har spillet en afgørende rolle i den nye regionale integration, der er baseret på principper om solidaritet. På den geopolitiske arena har den bolivarianske leder taget en lang række initiativer for at fremme en multipolar og multietnisk verden, uden imperialistisk dominans. Den bolivarianske proces er blevet meget større end Chávez selv. Det er nu et kollektiv projekt. 

Kupmagernes medier forsøger dagligt at begrave denne mand, ligesom de forsøgte at begrave Fidel Castro. Disse mørkets stemmer burde tænke sig om. Hvis det er svært, at begrave en leder, så er det endnu sværere at begrave et folk. Og det er umuligt at begrave et bevidst, tålmodigt og disciplineret folk.

Ovenstående er en forkortet udgave af Roger Corbacho Morenos tale til deltagerne

ved Dansk Cubansk Forenings Cubafest 19.januar i Valby.