I tirsdags holdt EU-præsident Herman Van Rompuy en tale, hvor han tog udgangspunkt i den katastrofale mangel på job og den alt for store ungdomsarbejdsløshed.

"Hvis kvinder og mænd ikke gives muligheden for at arbejde og deltage i den politiske proces, så vil desillusionering og frustrationer spredes", sagde EU-præsidenten og konkluderede: "Sådan en dramatisk situation er en tidsindstillet social bombe".

Nu kunne en eller anden måske tro, at det var en tale, som blev holdt i Athen, Madrid eller Lissabon. Og måske endda, at EU-præsidenten langt om længe har indset de katastrofale konsekvenser af den EU-dikterede nedskæringspolitik.

Måske Danmarks Radio vil stille sendefladen til rådighed en søndag aften for det gode formål?

Som bekendt er det ofte lettere at se splinten i sin broders øje end bjælken i sit eget. Og derfor er det måske kun logisk, at talen blev holdt på Bibliotheca Alexandrina i Ægypten og omhandlede de millioner af nye job, som er nødvendige i det nordlige Afrika for at give unge mennesker i regionen en mulighed for at komme ud af arbejdsløshed og fattigdom.

Men konklusionen på Rompuys tale ville have været præcis lige så gyldig, hvis den havde omhandlet Spanien og Grækenland, hvor arbejdsløsheden generelt er over 25 procent og ungdomsarbejdsløsheden er over 50 procent. Eller hvis den havde omhandlet EU som sådan, hvor 26 millioner mennesker i dag står uden arbejde.

En af konsekvenserne af den store arbejdsløshed er en dramatisk udvikling i antallet af fattige. I dag lever mere end hver femte EU-borger under EU’s officielle fattigdomsgrænse – næsten 120 millioner mennesker ud af EU’s samlede befolkning på godt 500 millioner.

En del af disse fattige har faktisk arbejde, men er det, som man kalder "working poor". Arbejdende fattige defineres i EU som personer med fuldtidsbeskæftigelse, som har en disponibel indkomst på under 60 procent af medianindkomsten i det land, de bor i.

En helt ny undersøgelse fra sidste uge lavet af EU-kommissionen viser, at antallet af arbejdende fattige er stigende. Det afspejler naturligvis at krisen og arbejdsløsheden bruges af arbejdsgiverne til at presse lønningerne ned – og altså også ned under fattigdomsgrænsen.

Hvor længe kan det blive ved uden at føre til de sociale eksplosioner, som Van Rompuy forudser … i Nordafrika?

Ikke længe ifølge lederen af internationalt Røde Kors, Yves Daccord. I et nytårsinterview til Politiken sagde han: "Når over halvdelen af et lands unge står uden arbejde og uden indtægt, så bliver de desperate. Når folk i de lande føler, at de ingen udveje har, og hvis de sociale ydelser samtidig bliver ved med at blive skåret ned, så går det galt. Derfor vil vi blive konfronteret med flere voldelige situationer i Europa".

For mange danskere virker dette budskab måske lidt fjernt. Så derfor står alle gode kræfter overfor den opgave at få synliggjort den dramatiske øgning i arbejdsløsheden og fattigdommen i en række EU-lande, som er et resultat af finanskrisen og den EU-dikterede nedskæringspolitik.

Måske var det på tide, at alle humanitære organisationer i Danmark gik sammen om en landsdækkende nødhjælpsindsamling til EU’s ofre? Og hvem ved: Måske Danmarks Radio vil stille sendefladen til rådighed en søndag aften for det gode formål? For det ville da i sandhed være "public service"!