Straks efter Nordkorea`s defensive a-våben sprængning, hyler USA- og Nato-imperialismen som forventet op. Deres forskere forklarer, og alle er forargede over Nordkorea. Der fordømmes og henvises til FN-konventioner, som Nordkorea krænker. Men nu forholder det sig jo sådan, at hele slænget ikke har nogle skrupler, når de tilsidesætter selvsamme FN-regler og angriber suveræne stater.

At socialisten Søvndal bjæffer med i det imperialistiske kor, burde medføre en påtale af SF´s formand. Men Wilhelmsen regner nok med, at SF´s vælgere ikke er særligt ideologisk bevidste, hvorfor partiet nærmest kan slippe afsted med hvad som helst på den udenrigspolitiske front.

I forlængelse heraf forekommer der heller ikke at være ret mange SF´er, eller på venstrefløjen generelt, der har bidt mærke i skismaet, at USA og Nato og deres medier højlydt plejer at fordømme terrorhandlinger i de skarpeste vendinger. 

Men når deres al Queda terrorist-håndlangere, som konsekvent og manipulerende kaldes politiske oprørere i den vestlige presse, terroriserer den syriske civilbefolkning med næsten daglige bombesprængninger, så klapper USA, Storbritannien, Frankrig - og Danmark i, og nægter at fordømme disse terror-gerninger. Og man hører sjældent SF og Enhedslisten om overhovedet protestere herover!

Hvis Jugoslavien, Irak og Libyen havde haft a-våben, havde de kunnet afskrækket USA og Nato fra at have smadret deres samfund - som i dag er failed states og bombet helt til rotterne på alle velfærdsbarometre. I den forbindelse var det således strategisk uklogt af Gaddafi at etablere forbindelse med, og stole på USA- og EU-imperialismens ledere - og skrinlægge sit a-våbenprojekt.

Så i lyset af ovenstående erfaringer med den aggressive imperialisme, er det naturligvis rationelt af Nordkorea at opretholde sin atomvåben-afskrækkelse. Ellers var landet temmelig sikkert for længe siden blevet bombet i grus af USA og dets allierede.

Jamen, Nordkorea og Rusland fordømmer også Nordkorea´s a-våben sprængning, vil nogle indvende.

Men Nordkorea ved godt, at det ikke kan stole på dets såkaldt allierede, Kina, som et langt stykke hen ad vejen er styret af USA, EU og dets regionalt allierede´s teknologi- og vækstgenererende investeringer i landets billige arbejdskraft, og at Kina lige for nylig har solgt en anden af deres frontlinje-stater, Myanmar, til vestlige selskaber. 

- Og at Rusland bruger alle deres kræfter på at holde imperialismen i ave i Syrien. Og samtidig søger at opnå goodwill hos selvsamme imperialisme.