I forrige uge mødtes delegationer fra 18 EU-lande i London for at opfordre den britiske regering til at genoptage dialogen om Falklandsøerne/Las Malvinas.

Delegationerne mødtes fra den 5.-7. februar. Deltagerne er medlemmer af nationale komiteer og grupper, som støtter dialog mellem parterne for en snarlig og fredelig løsning af konflikten. Blandt deltagerne var der flere nationale parlamentsmedlemmer.

Følgende lande var repræsenterede: Tyskland, Østrig, Belgien, Bulgarien, Danmark, Spanien, Frankrig, Grækenland, Ungarn, Irland, Italien, Holland, Polen, Portugal, Tjekkiet, Rumænien, og Sverige, samt en lang række repræsentanter for organisationer i Storbritannien.  Under konferencen blev der underskrevet en fælleserklæring.

Der var bred enighed om, at den britiske regering søger at blokere for en genoptagelse af dialogen ved at stille krav, som er uforenelige med FN's resolutioner. Det gælder primært det britiske krav om, at de britiske indbyggere på øerne skal spille en selvstændig rolle ved en forhandling mellem parterne, mens parterne af FN klart er defineret som regeringerne i London og Buenos Aires.

Medierne og konflikten

Af ekspertoplæg på mødet i London fremgik det, at FN's generalforsamling siden 1965 talrige gange har opfordret de to regeringer til at indlede forhandlinger med henblik på at nå til en løsning af suverænitetsspørgsmålet. Den britiske regering har siddet FN's opfordringer overhørig, mens Argentina længe har presset på for at indlede forhandlinger.

Danske medier har stort set ikke beskæftiget sig med konflikten, og når den undtagelsesvist gør det, er det oftest med en ensidig britisk tilgang til sagen.

Enkelte medier har således i forbindelse med, at Argentinas udenrigsminister Hector Timerman besøgte London den 5. og 6. februar, fokuseret på, at Timerman afviste et møde med den britiske udenrigsminister William Hague, fordi Hague insisterede på, at repræsentanter for den britiske befolkning på Malvinas/Falklandsøerne skulle deltage i mødet.

Det er imidlertid briterne og ikke argentinerne, som hermed bryder med indholdet i FN's resolution 2065 (XX) fra september 1965 om grundlag og rammer for sådanne forhandlinger.

Endelig bør det nævnes, at FN's resolutioner om sagen klart fastslår, at princippet om folkenes selvbestemmelsesret ikke gælder i tilfældet Falklandsøerne/Malvinas. De nuværende øboere er ikke efterkommere efter øernes oprindelige befolkning, nemlig den argentinske koloni og dens guvernør, som England med truslen om anvendelsen af magt, fordrev i 1833 for at kolonisere øerne med sine egne landsmænd.

Folkeafstemning

På det grundlag er briternes planer om den 10. marts at afholde en folkeafstemning om øernes fremtid blandt de 2-3000 indbyggere uden hold i Folkeretten.

Og afslutningsvis: Argentinas udenrigsminister understregede i London, at hans land er indstillet på i meget vid udstrækning at give øboerne garantier og indrømmelser, såfremt der kan opnås enighed om en overdragelse af den formelle suverænitet over øerne til Argentina.

Han understregede, at der på det argentinske fastland lever cirka 250.000 briter og britiske efterkommere. Disse kan i dag dyrke deres sprog, kultur og traditioner frit. Det kan naturligvis også blive tilfældet med de britiske indvandrere, som lever på Malvinas/Falklandsøerne, der ligger på Argentinas fastlandssokkel – nogle hundrede kilometer fra Argentina og mange tusinder af kilometer fra London.

Deltagerne i mødet i London noterede sig, at Argentina har indskrevet i sin forfatning, at løsningen af denne konflikt skal ske med dialog og fredelige midler. Argentinas regering lægger fuldstændig afstand til den militærregering, der i 1982 ikke blot var et internt rædselsregime i Argentina, men også med krigen med Storbritannien miskrediterede argentinernes stræben efter suverænitet over Las Malvinas.