Med sin "Vækstplan.dk" tager regeringen konkrete initiativer til at øge beskæftigelsen: Den genindfører boligjobordningen for 2013-14, udvider Landsbyggefondens renoveringsramme, løfter det offentlige investeringsniveau og afsætter en milliard kroner ekstra til voksen- og efteruddannelse.
Initiativer vi er enige i, ligesom vi også er enige i, at der skal føres en aktiv arbejdsmarkedspolitik, at flere unge skal uddannes, og at arbejde er bedre end passiv forsørgelse.
Men så hører enigheden også op. Når regeringen samtidig vil spare på såvel kontanthjælp som SU, vil det betyde, at rigtig mange får sværere ved at få hverdagen til at hænge sammen, for vi har arbejdsløshed i Danmark, og ikke alle kan uden videre få et job eller finde en uddannelse, de kan klare.
Flere vil arbejde som løntrykkere
Forringet kontanthjælp og SU vil desuden tvinge flere ufaglærte og studerende ud i jobs på dårligere løn- og arbejdsforhold, som vil presse de fuldtidsansatte og gøre arbejdsmarkedet endnu mere usikkert.
Også den offentlige velfærd kommer til at betale. Da udspillet om Fair Løsning i sin tid blev fremlagt, var der tale om en vækst i de offentlige udgifter på 1,4 procent - siden blev det til 0,8 procent.
Milliardbesparelserne giver indtryk af en regering, der i bedste omvendte Robin Hood-stil tager fra dem, der har mindst, og giver til dem, der har mest.
Med "Vækstplan.dk" er væksten nede på gennemsnitligt 0,6 procent årligt, og det offentlige forbrug skal frem til 2020 nu reduceres med yderligere 12 milliard kroner.
Provenuet fra nedskæringerne skal gå til at lette skatter og afgifter for erhvervslivet. Vi har aldrig troet på de mange afgifter, og kan se fornuften i, at flere af disse afvikles.
Derimod er en nedsættelse af selskabsskatten en visionsløs politik, som adskillige økonomiske eksperter har sagt ikke vil få nogen positiv betydning for jobskabelsen.
Visionsløst at nedsætte selskabsskatten
Desuden er det skruen uden ende: når alle sænker selskabsskatten, vil konkurrencefordelen blive udlignet inden for få år, og man kan begynde forfra. Taberen er de mange almindelige borgere, som har behov for den offentlige velfærd, der vil blive markant beskåret i de kommende år.
I stedet for nedskæringer på SU, kontanthjælp og den offentlige velfærd burde regeringen indføre en finansskat, som tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen har foreslået.
Vi fatter ikke, at den danske regering ikke følger de 11 EU-lande og indfører en beskatning af den rene spekulative finanshandel, der er hovedårsagen til finanskrisen.
Milliardbesparelserne giver indtryk af en regering, der i bedste omvendte Robin Hood-stil tager fra dem, der har mindst, og giver til dem, der har mest.
Repræsentantskabsmødet i LO Silkeborg-Favrskov tager kraftigt afstand fra den politik, regeringen med sine seneste reformforslag lægger frem.
En socialdemokratisk regering skal bygge på princippet om lade de bredeste skuldre bære de tungeste byrder. Det er ikke det, vi oplever i dag.
Vedtaget på repræsentantskabsmødet i LO Silkeborg-Favrskov den 26. februar.
Kan du lide, hvad du læser?
Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:
eller giv et bidrag via

87278