19 Jun 2025  

KBH: Let skyet, 10 °C

Om pioneren Gerson Triers læreår i London

Om pioneren Gerson Triers læreår i London

I årene efter hjemkomsten fra London og frem til Engels' død i 1894 opretholdt de to venner nære forbindelser. Engels vejledte på forskellig måde de revolutionære i Danmark, særligt i spørgsmål om alliancer.

Dansk arbejderbevægelse blev lige fra sin start fulgt tæt af Marx og Engels.

Louis Pio, Nikolaj Petersen, Gerson Trier og andre besøgte og brevvekslede med Internationalens ledere, og fik på den måde en uvurderlig støtte i opbygningen af det teoretiske fundament for arbejderbevægelsen i Danmark.

I denne skildring af en af pionererne fortælles om Gerson Trier (født 1851), hans  første kontakt med Friederich Engels og Internationalen - og hvad deraf fulgte.

London i 1880'erne var en storby fuld af modsætninger. På den ene side et voksende proletariat, der begyndte at markere sig i bybilledet med demonstrationer og stort anlagte stævner.

På den anden side det velstillede borgerskab og overklassen, der promenerede i parker og på bredt anlagte boulevarder og i City. Det var til dette London, at den unge handelsmand Gerson Trier kom i 1883 som udsending for et dansk firma.

Trier hos Internationalen

De sociale modsætninger gjorde et dybt indtryk på Trier, og han besluttede sig for at sætte sig ind i samfundsforhold og videnskaben generelt. Denne interesse førte til, at han tog kontakt med Internationalen i London, hvis leder var Friederich Engels, og med dennes medarbejder Eduard Bernstein.

På deres første møde i Regents Park Road, hvor Engels boede, mødte Gerson Trier en mand, der stadig var mærket af tabet af sin nære ven og kampfælle, Karl Marx. Han døde i marts 1883, og Engels stod nu med en kæmpemæssig opgave. Dels at føre Internationalen videre, dels at færdiggøre 2. og 3. bind af Kapitalen - samt alle de andre opgaver, der følger med at være skribent, forsker og revolutionær.

Materialet til 2. bind af Kapitalen var nogenlunde klar til at gå i trykken, men 3. bind var i realiteten kun en skitse og en lang række notater, der først skulle bearbejdes. Det skulle tage Engels 10 år at færdiggøre arbejdet, som afsluttede Marx' studier i kapitalismens økonomi.

Trier indvilligede i at foretage oversættelsen af Det kommunistiske Manifest til dansk.

På deres første møde spurgte Engels og Bernstein til arbejderbevægelsens stade i Danmark og muligheder for at udbrede Internationalens skrifter. Gerson Trier kunne fortælle om arbejderbevægelsens stærke vækst og om de hårde kampe, der fulgte i kølvandet, overalt hvor Internationalen blev oprettet.

Det var Engels' plan at udbrede Det kommunistiske Manifest til så mange sprog som overhovedet muligt, herunder en oversættelse til dansk. Gerson Trier indvilligede i at foretage oversættelsen. Arbejdet blev fulgt tæt af Engels, der selv forstod dansk, og det blev afsluttet og resultatet trykt i Socialdemokraten i 1885.

I Danmark

I 1888 vendte Trier tilbage til Danmark.

Han havde, mens han boede i London, knyttet kontakter til venstrefløjen i Socialdemokratiet, og da han vendte hjem, blev det starten på hans egentlige livsopgave. Han ernærede sig som sproglærer og kursusleder og brugte al sin fritid på at styrke de revolutionære i Socialdemokratiet.

Det gjorde han så vellykket, at Lenin i 1916 i sin artikel Hele ti "socialistiske ministre" sendte Trier en særlig hilsen i anledning af hans nylige brud med Socialdemokratiets borgerlige politik. 

I årene efter hjemkomsten fra London og frem til Engels' død i 1894 opretholdt de to venner nære forbindelser. Engels vejledte på forskellig måde de revolutionære i Danmark, særligt i spørgsmål om alliancer; noget der havde og har fundamental interesse for arbejderbevægelsen.

Gerson Trier var en af de revolutionære i dansk arbejderbevægelse, som banede vejen for bruddet med opportunismen i arbejderbevægelsen.

Det førte til dannelsen først af Socialistisk Arbejder Parti i 1918 og senere i 1919 til dannelsen af Danmarks kommunistiske Parti.

Kan du lide, hvad du læser?

Hjælp Arbejderen med fortsat at levere gedigen
rød journalistik:

Abonnér

eller giv et bidrag via


87278


15. mar. 2013 - 12:36   15. mar. 2013 - 12:45

Læserbrev

af Lars Ulrik Thomsen, Esbjerg