Når leverpostejen i køleskabet er blevet grøn og ulden, så er den langt over udløbsdagen, som står på pakken. Myndighederne har sat grænser for, hvor gamle madvarer må være, når de sælges.

En sådan ordning gælder ikke for religioner. Onsdag steg den hvide røg op fra skorstenen på det Sixtinske Kapel i Rom. 115 kardinaler, der var låst inde mens konklavet fandt sted, havde valgt en ny pave. Argentineren Mario Bergoglio bliver overhoved for 1,5 milliarder katolikker. Hans opgave bliver "at genopbygge Guds kirke" som – langt over udløbsdatoen i en moderne verden – kæmper mod udvikling og demokratisering.

Lidt af en overraskelse. Hos det irske bookmakerfirma Paddy Power gav han pengene 33 gange igen, mens ærkebiskoppen fra Milano Angelo Scola kun gav pengene tre gange igen. Hvis Vatikanet og den katolske kirke satsede hele formuen på den kinesiske kardinal Hon, ville de have fået pengene 250 gange igen.

Måske havde de ikke fået den pave, de ønskede, men til gengæld ville mønterne skæppe godt i kassen. Matchfixing er jo ganske udbredt på de store arenaer, hvor der opnås højst overraskende sejre, når målmanden fumler.

Folk vil gerne have et arbejde, hvis der er et, og helst et ordentligt et til en rimelig hyre, som ikke ligger flere timers transport væk.

Man kan næsten få den tanke at Thorning - Coridon regeringen er med i en matxhfixing. Det er jo bemærkelsesværdigt, at den "røde" regering i den grad lægger den ene reformpakke efter den anden på det blå samlebånd. Desværre stikker det dybere. Kursen udspringer af en bestemt ideologisk opfattelse af, hvad økonomi og samfund er for noget.

Værktøjerne i vækst- og strukturpakkerne stammer fra en anden tid. Tiden og vilkårene har ændret sig. Det er ellers ret klart, at hverken den økonomiske- eller klimakrisen er midlertidige. De er permanente. I det lange perspektiv er de vækstrater, der er en forudsætning for den kapitalistiske økonomi, faldende. Corydons medicin er over udløbsdatoen.

Ingen kan naturligvis have noget imod at regeringen betoner, at det er vigtigt at skabe arbejdspladser. Har nogen påstået det modsatte? Og ja, folk vil gerne have et arbejde, hvis der er et, og helst et ordentligt et til en rimelig hyre, som ikke ligger flere timers transport væk. Og ja, det skal kunne betale sig at arbejde. Så sæt dog lønnen op!

I stedet sætter regeringen skatterne for virksomheder ned for den tredjedel af danske virksomheder der– dem, der betaler skat. Lønnen presses ned. Først ansatte i SAS, så skolelærere, flere og flere grupper får regeringens tommelskruer på. Løn- og arbejdsvilkår blive banket igennem.

Derfor er der nu også ved at komme gang i bevægelserne i gaderne og på gulvet. Det er på høje tid, at nogle i fagbevægelsen sætter hælene i. Det sker uden om fagtoppen, som støtter regeringens kurs frem for medlemmernes interesser.

Forbundsformand Claus Jensen fra Dansk Metal sagde forleden til Arbejderen, at han var ret træt af at høre, når "nogen bare vil kræve ind" – som om "det ikke er gået op for folk, hvor dyb krisen er, og hvad det betyder, hvis vi ikke får gjort noget ved problemerne i god tid". Både Harald Børsting, Poul Erik Skov Christensen og Kim Simonsen HK er på linje.

At påstå, at "løsningerne kommer i god tid", er en tvivlsom konstatering. Udviklingen har været tydelig længe. Nu er hver fjerde ung i Europa uden arbejde. I Grækenland er det 60 procent og uden for Vatikanets vinduer er det 40 procent. I EU er 5.700.000 unge uden job.

Mange unge risikerer at blive tabt, som det hedder. Flytter til andre himmelstrøg, hutler sig igennem, sulter og blive edderspændt rasende og trodsige.

Når faglige ledere påstår, at kritikken i regeringens politik bunder i "en krævementalitet", er det en falliterklæring. Det er jo netop udtryk for ønsket om et godt liv i et samfund, der hele tiden udvikler sig med bedre og bedre levevilkår. Et samfund i kvalitativ vækst. Et samfund af fornyelse, hvor udløbsdatoerne bliver taget alvorligt.