I sin anmeldelse den 14. marts af "Marxismen efter Marx" ( Frydenlund Forlag 2013) skriver Mauri Johansson, at bogen med forsigtighed kan anbefales, hvis den kombineres med egen læsning. Men det gælder vel for alle bøger?

Jeg kender godt Mauri Johansson. Han er en flink og rar fyr, begavet og belæst. Men vi var altid uenige om Stalin. Det er vi stadig. Mauri er fortørnet over, at udgiverne bruger udtrykket 'stalinismens uhyrligheder'. Men disse er vel dokumenterede af forskere over et bredt spektrum – også forskere som ikke er koldkrigere.

I det hele taget er ikke al kritik af Stalin og Sovjetunionen koldkrigspropaganda. Vi kan her tænke på for eksempel Moshe Lewin's fremragende analyser gennem årene. Der har i øvrigt også været en lang, marxistisk tradition for kritik fra Rosa Luxemburg over Leon Trotski, Otto Bauer, Isaac Deutscher, Eric Hobsbawm, og Wadim Rogowin, til Hall Draper og Boris Kagarlitsky.

Det er vigtigt, at vi socialister holder diskussionen om Sovjetunionens udvikling og karakter åben, og at vi gør det konstruktivt, det vil sige erkender de fejl og uhyrligheder, der blev begået undervejs.

Det er naturligvis også vigtigt at erkende de objektive problemer og den enorme indsats: udviklingen i lyntempo af et tilbagestående agrarsamfund til et moderne samfund, udviklingen under de vanskeligste forhold af et fattig samfunds velfærdsstat og sidst, men ikke mindst, nedkæmpelsen af Nazi-Tyskland under Anden Verdenskrig. Noget man ofte glemmer i dag.

Men de mørke sider af den komplekse udvikling må med i en samlet analyse og erfaringsdragelse.

Jeg er derimod enig med Mauri Johansson i, at marxismen må forstås i sin politiske kontekst. Det er netop det, der er hovedpointen i mine to bidrag til den anmeldte bog, bidrag som Mauri Johansson må have læst meget hastigt.

Jeg viser hvordan den marxistiske teori – dens 'forskningsprogram' om man vil - hele tiden udviklede sig og blev justeret under og udfordret af konkrete samfundsmæssige og politiske omstændigheder og problemer.

Jeg tager herunder eksplicit (side 36) afstand fra enhver reduktion af marxismen til et rent akademisk forskningsprogram. Det er et grundsynspunkt, som jeg forfægtede allerede i mit værk Marxismen og den Sociale Orden fra 1976 , hvor jeg gik op mod den den gang fremherskende akademiske reduktion af marxismen.

Det er i øvrigt også et synspunkt, der kommer til udtryk i udgivernes introduktion (se specielt siderne 9-10). Derudover understreger de kompleksiteten og dybden i Marx' komplicerede teoribygning, samt forskellighederne og variationsbredden i den senere marxisme; et synspunkt, der så også underbygges ved forskellighederne af de følgende kapitlers bidrag.

De illustrerer tilsammen rigdommen og heterogeniteten i marxismen efter Marx, hvilket netop er bogens formål.